Kalvebod Brygge: Byens nye hemmelige highline

Hvad er det grimmeste sted i København? Kalvebod Brygge svarer rigtig mange, men nu er Kalvebod Brygge under forvandling. I anden række fra havnekajen sker der i disse år en voldsom udvikling, der kan være med til at ændre billedet af den udskældte strækning. Tag med os ud og se det med egne øjne og få historierne bag.
Postbyen er ved at blive opført langs med skinnerne ved Hovedbanegården, og bliver koblet på den eksisterende Bymil, der strækker sig fra Bernstorffsgade og videre til Tivoli Hotel. Der kommer et grønt hævet strøg fra Tivoli Hotel og over til Dybbøls Bro, hvor vi skal til at vænne os til at cykle til IKEA. Efter Dybbøls Bro tårner Kaktustårnene sig op, og videre fra Trafiktårnet kan vi skue ud over Jernbanebyen.
Turen giver dig indblik i et udskældt område i København, der i disse år transformeres, og kobles til resten af byen. Tag med på turen, og vær blandt de første, der bliver dus med byens nye hemmelige highline