Kan det passe, at man er lykkeligst på landet?
Det bliver kaldt den rådne banan af nogle. For andre er livet på landet drømmen om det gode liv. Vi spørger Stine Pilgaard og Mikkel Bogh, hvad vores forestillinger om livet på landet betyder for vores syn på hinanden.
Det blev næsten en naturlig ting at sige, at man ville flytte på landet. I en længsel efter mere af det grønne, mere tid og mere plads til det hele. Det begyndte da coronaepidemien første gang lænkede os til hjemmet. Drømmen om livet på landet lå måske allerede latent i mange af os? Måske var det bare en eskapisme? Eller måske var det fordi, at livet her rent faktisk tilbyder noget af det, mange savner i byen?
Men længere ude på landet findes også forestillingen om liv, der er noget andet end den drøm. Landsbyer i forfald, fattigdom og funktioner, der siver væk. Ind mod byerne sammen med de mennesker, der har ressourcerne til det. Rummer livet på landet begge ekstremer? Hvad betyder forskellene – og vores forestillinger om dem – for vores syn på hinanden?
I anledning af Golden Days tager vi på landet med forfatter Stine Pilgaard og tidligere direktør på Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh. Mikkel er netop tiltrådt en stilling som leder af et nyt center på Københavns Universitet for kunstens rolle i samfundet. Vi sætter også tal på, med tre oplæg baseret på undersøgelser og forskning af livet og livskvaliteten på landet. Det gør vi sammen med professor på Københavns Universitet, Pia Quist, programchef i Realdania, Stine Lea Jacobi og direktør i Danmarks Statistik, Peter Vig Jensen.
Det bliver både et seriøst og underholdende arrangement, hvor vi forener viden, fakta og refleksioner over livet på landet. Og ser på, hvordan det udfolder sig i kulturen, litteraturen og kunsten.