Kan vi leve uden at rejse

Glæd dig til en levende og underholdende aften fyldt med vilde historier, personlige bekendelser og skarpe holdninger, når Nikolaj Kirk, Jeanette Varberg, Sørine Gotfredsen, Knud Brix, Iben Marie Zeuthen m.fl. – i anledning af ny udstilling om ekspeditioner – tager publikum med på en rejse ind i menneskets længsel efter at opdage nyt.
At rejse er ikke bare ferie. Det er måden, vi forbinder os med verden på.
Mennesker har altid bevæget sig, og forskningen viser, at forbindelser mellem nord og syd, øst og vest er langt ældre og tættere, end vi troede.
I dag har verden aldrig været mere forbundet. Vi kan bevæge os hurtigt og langt – vi kan sågar følge med i livet i New Delhi og New York uden at flytte os fra sofaen.
Så hvordan ser fremtiden ud?
Kan vi bevare forbindelserne uden at rejse? Kan man stadig føle sig levende uden nye horisonter? Eller er eventyr og identitet blevet noget, vi kun finder i andre tidszoner sammen med alle de andre, der også leder efter en version af sig selv?
Glæd dig til en aften med skarpe holdninger, vilde historier, humor, uenigheder, personlige bekendelser, flyversjusser og sangria.
Hør blandt andre chefredaktør Knud Brix fortælle om rejsen som transformation – og om hvorfor rejsen, for ham, handler om at komme hjem. Arkæolog Jeanette Varberg om menneskets urgamle trang til at bevæge sig. Præst Sørine Gotfredsen om, hvordan vi har glemt værdien af at blive stående ét sted længe nok til faktisk at mærke det. Kok Nikolaj Kirk om at åbne sig for det, man ikke umiddelbart forstår. Og museumsinspektør Jesper Kurt Nielsen om jagten på det unikke rejsetrofæ.
Aftenens vært er Mikkel Frey Damgaard.
Generelt om ‘Kan vi leve uden…?’: Nationalmuseets liveformat ’Kan vi leve uden…?’ sætter spot på de store spørgsmål, der former vores tid og vores liv. Hvordan ville verden se ud, hvis vi pludselig måtte undvære det, vi tager for givet – eller det vi troede, ville vare evigt?