Klassisk musikfestival i Tivoli

Det er atter tid til Stjernestunder – Tivolis festival for klassisk musik, hvor store internationale stjerner og spændende nyere navne inden for den klassiske musik kan opleves på Havens scener.
Stjernestunder finder sted fra 19. til 31. august, og der er masser at se frem til.
På festivalens første aften kan du trods sensommerens lune temperaturer få et musikalsk kuldegys, når en af verdens førende barytoner, Andrè Schuen, vender tilbage til Tivoli med sin trofaste følgesvend, pianisten Daniel Heide.
Denne gang fortolker de ét enkelt værk på scenen i Glassalen, og det er både særligt og ikonisk.
Her er nemlig tale om Schuberts Winterreise, som består af 24 sange og med sin enorme variation i udtrykket matcher Schuens smidige og alsidige stemme perfekt, i kombination med Heides delikate klaverspil.
Det er også Schubert, der fortolkes onsdag 20. august, hvor Elisabeth Leonskaja går på scenen i Tivolis Koncertsal med et soloprogram.
Her forventes Schubert-kendere at strømme til den gamle have for at opleve de 4 impromptuer D899, der indeholder nogle af Schuberts allerstørste hits.
Lokale stjerner på programmet
Glassalen gæstes af to musikalske legekammerater fra allerøverste hylde lørdag 23. august – nemlig Københavns egen Nikolaj Szeps-Znaider, som inviterer sin ven og kollega, den russisk-amerikanske pianist Kirill Gerstein, med på scenen i et helt klassisk program.
På deres egne usnobbede vis spiller de klassiske værker af Schubert, Brahms og Kreisler.
Endnu en lokal stjerne kan opleves onsdag 27. august, når Kristian Leth sammen med den internationalt berømmede, London-baserede strygekvartet Doric String Quartet præsenterer Beethoven.
Dette er ligeledes i Glassalen, og efter koncerten er der artist talk i Øvre Rotunde i Tivolis Koncertsal.
Stiller skarpt på kunstnerisk ægtepar
Under overskriften “I kunst og kærlighed” lader skuespiller Lotte Andersen, strygerensemblet LiveStrings og pianist Nicolai Kornerup ord og musik smelte sammen i en koncertforestilling om det kunstneriske ægtepar Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen.
Det sker torsdag 28. august, og her kan publikum høre kendinge som Carl Nielsens Jens Vejmand og Solen er så rød, mor og samtidig blive klogere på Anne Marie Carl-Nielsen, som står bag et hav af værker, der bl.a. tæller rytterstatuen af Kong Christian 9. på Christiansborg Ridebane.