KOPPEL SONNE BINZER – BREMEN

Benjamin Koppel, Laust Sonne, Jacob Binzer, Kristoffer Sonne og Anders Koppel holder musikalsk topmøde på Bremen Teater.
Når fem af Danmarks mest velrenommerede musikere går på scenen sammen er der dømt musikalsk topmøde af den sjældne slags. Imellem sig har de spillet med hvad der kan kravle og gå af berømtheder fra såvel den internationale jazz-, rock- og popscene som den danske. Benjamin Koppel, Laust Sonne, Jacob Binzer, Kristoffer Sonne og Anders Koppel har årelange venskaber og samarbejde på kryds og tværs bag sig.
Glæd dig til dette dreamteam til glæde for alle, der elsker god musik – om man er til singer-songwriter-folk, popmusik, er inkarnerede jazzer eller overbevist rock-fan, vil disse fem supermusikere vil blæse liv i håret og kasketten af de fleste.
Repertoiret tager afsæt i de fem musikeres musikalske bagage og kompositoriske klenodier – og der er lagt op til grovswingende, medrivende og melodisk instrumentalmusik, der øjeblikkeligt vil rejse et folkeligt krav om både koncertgentagelse og indspilninger i fremtiden.