Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Kunstudstilling: Marisol

16. december 2025
Kl. 11:00 - søn Kl. 18:00
BAL_7371698-interpoleret2x-huge_jpg-1024x821

Hun var en af popkunstens mest berømte og visionære skikkelser, men forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden og blev skrevet ud af historien. Nu oplever venezuelansk-amerikanske Marisol (1930-2016) et veritabelt comeback. Louisiana præsenterer den første store udstilling i Europa med en glemt, gådefuld og radikal kunstner.

Marisol (1930-2016) står som en af de mest radikale og visionære kunstnere i sin generation. Hun blev født som María Sol Escobar i Paris i en venezuelansk familie, og døde i New York, hvor hun siden 1950 boede og arbejdede store dele af sit liv.

Selv om hun opnåede enorm berømmelse, særligt i USA, og selv om hendes livsværk er gennemsyret af et originalt, kunstnerisk blik, har der endnu aldrig været en omfattende præsentation af kunstneren her i Europa. Det råder Louisiana nu bod på med denne udstilling.

Marisol brød igennem på den internationale kunstscene i de tidlige 1960’ere og blev en central og særdeles succesrig skikkelse på kunstscenen i New York. Her blev hun bl.a. nær ven med Andy Warhol, som i starten af sin karriere var både optaget af og inspireret af hende.

BLANDING AF POP OG FOLKEKUNST

Marisol havde sit helt eget udtryk inden for popkunsten med sine bemalede og udskårne træskulpturer af figurer i næsten menneskelig skala. Ofte blev de sat sammen med fundne genstande i større tableauer, hvor hun blander popkunst med den folkekunst, som for hende havde en helt ligeværdig status. Man finder referencer både til tidlige kulturer i Mellem- og Sydamerika, men også til tidens fremstormende, amerikanske forbrugerisme og dyrkelse af berømtheder. Og så bruger hun igen og igen selvportrættet som et omdrejningspunkt.

FARVERIGT OG FORUROLIGENDE

Marisols univers er på én gang foruroligende og farverigt, dystert og humoristisk og dækker stort set alle aspekter af dagliglivet. Hendes komplekse værker er fulde af eksistentielle spørgsmål og politiske budskaber med stærke holdninger til fastlåste (køns-)roller og ligestilling.

UD AF HISTORIEN

I 1960’erne står Marisol som en af de mest berømte og feterede kunstnere overhovedet – hendes værker optræder bl.a. flere gange på forsiden af TIME Magazine – men herefter vælger hun selv at trække stikket og holder pause fra kunsten. Selv om hun vender tilbage efter et par år og fortsætter med at arbejde i skiftende genrer frem til sin død, lykkes det hende aldrig at “genvinde” den tidlige berømmelse.

Marisol glemmes og skrives ud af popkunstens historie, og det er først i de allerseneste år, at der med en række udstillinger i USA – hvor hendes værker bl.a. sammenstilles med Warhols – igen er blevet rettet fokus mod hendes centrale rolle og helt særlige værk.

MARISOL & WARHOL

Det siger en del om Marisols stjernestatus i tiden – men også om hendes nære forhold til Warhol – at de to ligefrem blev omtalt som “Dronningen og kongen af Pop”. Skønt deres baggrunde og veje ind i kunstverden var vidt forskellige, knyttede de et øjeblikkeligt og varmt bånd første gang de mødtes til en middag hos kunstneren Frank Stella i 1962.

Samme år fremstillede Marisol en figur af en siddende, tænksom Warhol, mens han brugte hende i nogle af sine tidligste og mest eksperimenterende film (1963 og 1964). Kunstnerisk kredsede de begge om tidens populær-kulturelle fænomener, om kendte og kønsidentitet, ligesom de begge havde selvportrættet som omdrejningspunkt.

Andy Warhol beundrede både Marisols kunst, stil og facon – ikke mindst hendes gådefulde optræden i det offentlige rum og over for pressen. Det var en oprigtig kompliment fra hans side, når han omtalte Marisol som “The first girl artist with glamour”.

 

Finder sted: Louisiana

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.