Leg LEGO arkitekt – Byg fremtidens by
Hvordan ser fremtidens by ud? Skal der være rutsjebaner i stedet for veje? Plads til flere højhuse og grønne arealer? Eller skal vi bygge på vandet? Kom og giv dit bud, når du bygger fremtidens by som LEGO® arkitekt!
Kom ind og byg LEGO-arkitektur til fremtidens by, når Dansk Arkitektur Center og LEGO Build the Change inviterer børn og familier til LEGO-workshop i Educatorium.
Du får din egen ’byggeplads’ på vores fælles bykort over København, og det er din opgave at bygge fremtidens arkitektur! Så hvordan skal byen se ud i fremtiden, hvis du helt selv kan bestemme? Det er op til dig, om du vil bygge en bro kun til rulleskøjteløbere, et regnvandsspringvand, en park på en tagryg eller måske lave vejen om til en å og et dyrereservat! Det kræver en god fantasi at finde gode, skæve og kreative løsninger for fremtiden – og kan du være med til!
Så er du vild med LEGO, og vil du prøve at bygge til fremtiden? Så kom og byg med os i Dansk Arkitektur Center.
Tag et kig tilbage på fortiden, se ind i nutiden og saml inspiration til fremtiden i de aktuelle udstillinger. Dansk Arkitektur Centers vært vil give jer tips og tricks om arkitektur, der kan hjælpe jer til at tænke ud af boksen.
Workshoppen har åbent alle weekender fra d. 15. juli til d. 6. august. Det er gratis at deltage, når entreen er betalt, og kræver ingen tilmelding på forhånd.