Parterapi – Samfund på briksen
Fire kunstnerduoer indtager museet og samfundet kommer på briksen i udstillingen Parterapi, der undersøger fællesskaber og det at arbejde sammen.
De fire kunstnerduoer er Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard og Randi & Katrine.
Gennem skulpturer, installationer, videoværker og performances behandler duoerne aktuelle vilkår i vores samfund fra et kærligt, kritisk og humoristisk perspektiv. Kunstnerduoerne, der har arbejdet sammen to og to siden starten af 00’erne, tager fat i emner som magt, velfærdsstat, usynligt arbejde, fælles erindringer og forbundethed og spørger til, hvad det er, vi tillægger værdi. Som i terapi kommer samfundet på briksen.
Udstillingen er en totalinstallation, der begynder uden for museet og derfra løber som en strøm ind gennem forhallen og breder sig ud på museet. Den består af kunstværker fra de fire kunstnerduoers tidlige år og frem til i dag, og nye produktioner skabt specifikt til udstillingen og museets rum. Kunstværkerne er skabt af materialer hentet fra hverdagen: broderi, træ, metal, skrot, fund og skrald fra stranden, kasserede tekstiler og mobilopladere. Alt genbruges, forskydes og sammensættes på nye måder i kunstværker, der spænder fra små keramiske skulpturer til monumentale installationer.
Du kan blandt andet opleve en ulvetæve i kørestol, der søger omsorg på et hospital, se hvordan opvask og maling flyder sammen i en kunstners atelier, og hvordan et transformatortårn fra fortiden genfortrylles.
Parterapi er en udstilling, der både udfordrer og forbinder – og som inviterer dig til at genoverveje, hvad vi egentlig er fælles om.
OBS: Udstillingen kan opleves frem til 24. Januar 2027