RANE WILLERSLEV – På Bremen
I bestselleren Tænk vildt – det er guddommeligt at fejle udfolder Rane Willerslev sin filosofi om kreativitet, viden og ledelse. En filosofi, han satte i spil som direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo og som blandt andet stammer fra hans tid som pelsjæger i Sibirien. Her kom han som bekendt på tværs af den russiske mafia og blev tvunget til at flygte ud i ødemarken. I flere måneder overlevede han udelukkende af eget jagtbytte i et af verdens koldeste områder.
På denne super spændende foredragsaften giver Rane sit bud på en mere nysgerrig tidsånd, der i højere grad dyrker viden og kreativitet. Ifølge Rane befinder vi os nemlig i en langvarig og ulykkelig kreativitetskrise, som vi skal se at komme ud af. Men det er ikke for sent, det er bare på høje tid, at vi tænker vildt!
Rane Willerslev
-Antropolog, forfatter, professor og tidligere pelsjæger
Rane Willerslev har siden 90’erne gennemført en række ekspeditioner til Sibirien. I begyndelsen sammen med sin tvillingebror, evolutionsbiologen Eske Willerslev, og senere på egen hånd. Hans feltarbejde resulterede bl.a. i udgivelsen af phd-afhandlingen, Soul Hunters, på California University Press – om jukagirernes åndetro. Han er mangeårigt medlem af Eventyrernes Klub og modtog i 2006 Det Frie Forskningsråds eliteforskerpris. Rane har været ansat som professor i antropologi på Århus Universitet, fungeret som leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgård Museum og som direktør for Det Kulturhistoriske Museum i Oslo ved Oslo Universitet. Rane Willerslev er i øvrigt en ivrig samfundsdebattør.