Særomvisning: Haegue Yang x Ferlov Mancoba & Arke
I forårets store hovedudstilling Haegue Yang: Double Soul kan du netop nu udforske værker af alt fra tørrestativer og kunstige planter til gips, broderi og pomponer af nylon. Du kan også opleve en helt ny værkduo af den sydkoreanske kunstner, der er inspireret af grønlandsk-danske Pia Arke og dansk-franske Sonja Ferlov Mancoba.
Kom med, når vi går på opdagelse blandt billedhugger Sonja Ferlov Mancobas poetiske og krigeriske figurer og stiller skarpt på Pia Arkes biografiske undersøgelser af de skæve magtforhold mellem Grønland og Danmark i kølvandet på kolonialiseringen. Sammen binder vi tråde mellem kunstnernes værker og dykker ned i, hvordan Haegue Yang har ladet sig inspirere af de to kunstnere i SMK’s kunstsamling.