smash!bang!pow! præsenterer The Hives i Store VEGA

Svenske garagelegender slipper rockdyret løs i VEGA
The Hives udsender nyt album til august, og den 13. oktober gæster den internationalt berømmede
rockgruppe Store VEGA med de nye numre.
Med stenhårde sprinter-riff, skrålevenlige omkvæd og et tornadoagtigt energiniveau hærgede The
Hives de globale hitlister i 00’erne, hvor den svenske gruppe var et af de vigtigste navne i datidens
garagerockbølge, der også talte navne som The Strokes, The White Stripes og Black Rebel
Motorcycle Club.
The Hives blev dannet i 1993 i den svenske provinsby Fagersta, de albumdebuterede 1997 med
”Barely Legal”, og op igennem 90’erne blev de en central del af den vitale svenske
garagerockscene, der også talte navne som The Hellacopters, Mando Diao og Backyard Babies.
Gennembruddet kom i 2000 med albummet ”Veni Vidi Vicious” og singlen ”Hate to Say I Told You
So”, der fangede interessen hos den legendariske engelske pladeselskabsmand Alan McGee
(Oasis, Slowdive, Primal Scream). Han signede dem på sit label Poptones, og året efter udgav The
Hives ”Your New Favourite Band”, der består af numre fra de to første album og en ep. Albummet
bragede igennem i England, hvor det erobrede en 7. plads på albumhitlisten.
Den succes byggede The Hives videre på med den fremragende opfølger ”Tyrannosuarus Hives”
(2004), der bl.a. indeholder den catchy guitarbasker ”Walk Idiot Walk”. Albummet toppede bl.a. den
svenske albumhitliste og gik også top 7 i England.
Nøglen til The Hives succes er en udsøgt kombination af skarpskårne garagerock-riff og
ørehængende omkvæd, drevet frem af forsanger Howlin’ Pelles balstyriske vokal, der svinger
mellem det opildnende, øretæveindbydende og desperate.
Den skridsikre formel udfordrede gruppen dog på 2007’s ”The Black and White Album”, hvor de
samarbejdede med The Neptunes og Jacknife Lee (U2, R.E.M., Weezer). The Hives har i løbet af
karrieren også samarbejdet med bl.a. Timbaland, The Racounteurs og Cindy Lauper.
Efter at have udgivet ”Lex Hives” i 2012 og efterfølgende turneret over hele kloden satte
medlemmerne bandet på pause. Men et årti efter deres seneste album er The Hives nu klar til at
berige verdens med nye medrivende garagerockfræsere. Den 11. august udsender de deres sjette
studiealbum ”The Death of Randy Fitzsimmons”, hvorfra singlen ”Bogus Operandi” allerede nu kan
streames.
The Hives har alle dage været et overrumplende live-bekendtskab, hvor gruppen – anført af en
altid toptændt Howlin’ Pelles – ikke tager nogen fanger, hvilket publikum på Roskilde Festival og
NorthSide tidligere har kunnet opleve.
Sidst The Hives gav koncert herhjemme var i 2013, hvor de gæstede Store VEGA, hvilket Gaffa
belønnede med fem stjerner under overskriften ” The Hives kom, så og sejrede”. Der er derfor lagt i
ovnen til et glædeligt gensyn, når The Hives slipper rockdyret løs samme sted den 13. oktober.