Soma and the loved ones + Halvcirkel
Soma Allpass er en klassisk uddannet cellist hvis imponerende rejse i musikken og kunsten har ført hende gennem klassik musik, indie rock, pop, folk, klassisk indisk musik, moderne jazz, fri improvisation, ligesom hun har komponeret musik til moderne dans og teater.
Hun var i 90’erne med i indierock bandet ’Trains and boats and planes’ og har desuden indspillet med et hav af danske musikere.
Trioen ’Soma and the loved ones’ er Soma Allpass’ seneste projekt. Det er alternativ pop med varme og rørende hyldestsange til mennesker, som Soma holder af. Sangene er akkompagneret af to celloer, guitar, keyboards og tuba.
Halvcirkel
Halvcirkel er et kunstnerisk kollektiv, der tager form som en strygekvartet. Sammen har de skabt opmærksomhed både herhjemme og internationalt med deres fantasifulde, skæve og til tider blide, men alligevel udtryksfulde lyd, der trækker på post-klassisk musik og minimalisme.
Gruppen har primært beskæftiget sig med nyere klassisk musik og tværmusikalske- og æstetiske samarbejder, samt improvisation. Halvcirkel stræber efter at frigøre sig fra regler og idealer om, hvad en strygekvartet er for at opnå større sammenhængskraft og autenticitet.