Stort & Småt
Farvestrålende teatermagi for de allermindste
En fugl bliver tegnet og farvet orange… En fortælling begynder, og ting sker – store og små. Fuglen begynder at bevæge vingerne og flyver op mellem skyerne. Et træ får grønne blade, og et blæsevejr får dem til at hvirvle rundt i luften. Et par flotte røde sko begynder at danse, og vi danser med. En sød lille figur tegner pludselig sig selv, og den vil have en blå ballon…
‘Stort og småt’ af arthotel er den ideelle forestilling, når man gerne vil præsentere de helt små for teatrets magi. Her får barnet lov at bruge flere af sine sanser, når både farver, lys og lyd tager dem med på en oplevelse. Her får de lov til, helt umiddelbart, som børn er bedst, at være i oplevelsen med deres voksne og andre jævnaldrende. Her er det tilladt at grine højt, klappe af begejstring og fortælle, hvad man oplever – også imens det hele sker.
Efter forestillingen åbner det Kunstneriske Laboratorium, der er udarbejdet i samarbejde med Michael Hansen, værkstedsleder på Statens Museum for Kunst. I det kunstneriske laboratorium kan børn og voksne udforske temaerne fra forestillingen gennem kreativ leg, der giver børnene og deres voksne tid og plads til, at forestillingen kan lagre sig – og vare længe efter tæppefald. Kunstnerisk Laboratorium er inkluderet i billetten.