The Weather Report
The Weather Report er en forestilling om uro, turbulens og stabilitet af Convoi Exceptionnel og Jon R. Skulberg.
Et koreografisk, visuelt og musisk værk for to dansere og en performer. En eksistentiel fortælling om forholdet mellem psykiatri, luftfart og omskifteligt vejr.
Har man en bipolar lidelse, er der perioder, hvor man er manisk, og perioder, hvor man er depressiv. Udsvinget går fra at være hyper-energisk og opstemt uden grund til at være trist og ikke kunne føle glæde. Disse udsving kan man spejle i vejret, som har stor indflydelse på vores daglige rutiner og på vores livsmønstre. Når en pilot manøvrerer et fly, sættes menneskets fysiske møde med vejret på spidsen.
Vejrets variationer og luftfart bliver en metafor for den bipolare patients erfaring med at manøvrere i verden og fungere i hverdagen. Skulberg spørger: Hvordan navigerer man som menneske i en verden med skiftende “følelsesmæssige vejrforhold”?
I The Weather Report oplever publikum verden fra pilotens og patientens perspektiv. De to meget forskellige størrelser navigerer i verden på hver sin måde, men der er ligheder. Forestillingen er en allegori over menneskets stræben efter stabilitet og det forudsigelige, og en refleksion over hvordan vi håndterer det urolige og turbulensen?