UNDERTONER – 20 ÅR THE COOL GREENHOUSE(UK) MORE BANDS TBA
Til august fylder Undertoner 20 år, og dét skal selvfølgelig fejres! Derfor inviterer musiksitet til fødselsdagsfest på Loppen lørdag d. 19. august med tre navne, der repræsenterer den bredde inden for de halvsmalle genrer, som Undertoner opererer med. Første navn er britiske The Cool Greenhouse!
I år er det 20 år siden, at det nu hedengangne musiksite Murmur blev til Undertoner, som siden 2003 har leveret plade- og koncertanmeldelser, interviews, top 10-lister og en masse anden onlinedækning af det danske såvel som udenlandske musiklandskab – fra den spirende undergrund til de mere veletablerede profiler.
Første gang Undertoner anmeldte en koncert på Loppen var ligeledes i 2003, hvor countryrockeren Jason Ringenberg havde samlet en håndfuld mennesker en regnvåd og halvdeprimerende søndag til det, der viste sig at blive en “vidunderlig uforpligtende oplevelse”.
Siden da har Undertoner dækket langt over 100 koncerter på Loppen, og ifølge redaktionen var der derfor heller ikke nogen tvivl om, at fødselsdagen skulle holdes på Loppen:
“… dels fordi Loppen hvert år er med til at præsentere en lang række koncerter, som i vores øjne passer perfekt ind i Undertoners musikalske sigte, og ikke mindst fordi spillestedet gennem årene har givet redaktionen nogle af deres bedste og mest mindeværdige koncertoplevelser” – Daniel Niebuhr, redaktør hos Undertoner.
Derfor har Undertoner sammensat et koncertarrangement, som både inkluderer redaktionsfavoritter, spændende udenlandske strømninger såvel som “gamle venner af huset”, og første navn på plakaten er The Cool Greenhouse.
Britiske THE COOL GREENHOUSE startede som et soloprojekt af Tom Greenhouse, men har nu vokset sig til et fuldt band bestående af fem medlemmer, hvis selvbetitlede debutalbum udkom i 2020 til stor anmelderros for gruppens artrockede, repetitive, humoristiske og spydige postpunk.
“The Cool Greenhouse, my new favourite post-everything existential music happening. Hooray!” – Henry Rollins
Greenhouse og hans dristige band står dog mere sikre og ikke mindst selvsikre end nogensinde med deres sublime opfølger, Sod’s Toastie, der udkom i slutningen af 2022. Denne gang har de skruet op for en mere energisk lyd, der holder trit med Greenhouses karakteristiske, lyriske stil, som er stadig humoristisk og politisk. Men Greenhouse har på Sod’s Toastie også udvidet sine interesser til at omfatte et væld af nye emner, som rumvæsner, UFO’er og spøgelser – bare for at nævne et par stykker.