Uniradioen Præsenterer: EMIL & willum
Uniradioen vender tilbage med to lovende danske talenter: EMIL og Willum, som er to artister vi holder øje med, kom og gør det sammen med os.
EMIL:
Spænd hjelmen! Eller tag den helt af? Når EMIL fører dig ind i et univers af afbrændthed, indebrændthed og affundethed. Det går stærkt, når alle idioterne skal have at vide, at de er nogle skiderikker, og det bliver ømt, når EMIL finder ud af, at det nok er ham, der er skiderikken.
EMIL pakker punk energi og rendestenspoesi ind i popmusik, som du både kan slå hjernen fra og danse til, men også samle følelserne op og forholde dig til.
Tag med til terapisession hos EMIL, hvor det er bumsen, der lægger dagsordenen, ikke socialrådgiveren – selvom EMIL beholder cykelhjelmen på lidt endnu.
EMIL udgav sin debut single ”Har I Hørt Om EMIL?” d. 10. November 2023 som endte på Spotifys New Music Friday og Ung Kniv playlister som i skrivende stund har +7.000 streams, samt airtime på P3. EMIL udgiver i løbet at foråret 2024 en række singler, der leder op til debut EP’en ”Har I Hørt Om EMIL?” som udkommer i Maj 2024.
WILLUM:
Et af de nyeste skud på stammen af dansk hiphopmusik går under kunstnernavnet Willum. Han er nu klar med sin tredje single “Godnat,” der udkommer fredag d. 24/11.
Med storytelling i højsædet og sans for at kombinere hans bløde vokal med en melodisk og bastung produktion, tager Willum sin lytter med på en rejse gennem Københavns natteliv, hvor tid ikke er et problem, og nysgerrighed er drivkraften. Willum er en talentfuld sanger og rapper, som senest har været aktuel med hans anden single “Blind,” der bl.a. fangede Soundvenue og Bands Of Tomorrow’s opmærksomhed. Derudover har Willum bl.a. også arbejdet bag tæppet og været sangskriver på MAS’ “Dårlig Vane” og “Kemikalier” (ft. KESI). Med inspirationskilder fra den amerikanske hiphop- og RnB-scene, som Drake og Brent Faiyaz, handler det for Willum om at vække følelser i lytteren, uanset om det er glade dage eller nedture. Målet er at skabe noget, folk kan spejle sig i.
Willum er en del af AMBIVOLUME, der også samarbejder med mange andre danske artister, herunder MAS, FREDERIK Ø, Silvia, FØNS og mange flere.