Vrede kvinder i litteraturen

Vi varmer op til Kvindernes Internationale Kampdag med et besøg hos vrede kvinder i litteraturen. Til at guide os er ph.d. Mia Rendix og litterat Lea Fløe Christensen.
Hvordan udtrykker vrede kvinder sig i litteraturen, og hvorfor er tysksprogede forfattere så populære?
Med udgangspunkt i kvindelige forfattere fra Tyskland og Østrig og med perspektiver mod andre europæiske-amerikanske forfattere skal vi blive lidt klogere på, hvordan vreden kommer til udtryk over tid, og på hvor det er mest interessant at læse med lige nu.
Det er en aften til dig, som interesserer dig for litteratur, for tyskere eller som bare gerne vil have lidt tips til, hvordan man er rigtigt vred på en tjekket måde.
Lea Fløe Christensen er litterat. Hun arbejder som foredragsholder, underviser, bibliotekar, boghandler mm. og var i 2023 nomineret til Blixenprisen i kategorien Årets Litteraturformidler.
Mia Rendix er ph.d. og mag. art i litteraturvidenskab. Forsker og underviser i København, Lund og Stockholm. Medlem af Reumert-juryen.
Portrætter af banebrydende kvinder og oprørsk højtlæsning i Telefonboksen
Kulturhusets trappeopgang indtages også denne aften af en serie af portrætter, der gennem tekst og billeder sætter fokus på banebrydende kvinder, som gennem tiden har gjort oprør, ændret spillereglerne eller på anden vis været med til at gøre verden en lille smule bedre at være til i. Fortællingerne kan også høres i installationsværket ‘Telefonboksen’, så man i fred og ro kan få en lille dosis oprørsk inspiration til øregangene.