Whiskysmagning i Nimb Bar med The Macallan & Highland Park

Nimb Bar har fornøjelsen af at byde indenfor til en whiskysmagning af den sjove og spændende slags. Vi får besøg Jonas Gram og Martin Markvardsen, der henholdsvis er ambassadør for The Macallan og Highland Park, to af Skotlands mest berømte og toneangivende destillerier. De to whiskyeksperter og –aficionados tager gæsterne igennem de to destilleriers spændende universer, og de forklarer, hvordan vejr, klima, lagring og valg af fade spiller ind på den endelige smag i hver enkelt whisky. Som gæst skal du naturligvis også smage på varerne. Der vil blive serveret i alt seks forskellige whiskyer fra de to destillerer med en aldersbetegnelse på op til 25 år. Der vil også blive serveret snacks under smagningen.