Skørt syn: En kamel er pludselig flyttet ind på Bellevue Strand

Næste gang du skal i Dyrehaven eller slentrer en tur langs Øresund, bliver du muligvis overrasket af et ganske usædvanligt syn.
Men bare rolig. Du har hverken brug for briller, og det er heller ikke noget, du drømmer.
Den er god nok. Der står en vaskeægte, levende kamel i sandet.
Men hvad laver det puklede dyr der mellem Arne Jacobsens ikoniske badehuse og livreddertårne?
Der er mening med galskaben, for kamelen hænger ud på stranden af en helt særlig grund, og det er faktisk ikke første gang.
Mød den i weekenden
Lige ved Bellevue Strand ligger Bellevue Teatret, der lige som livreddertårnene og badehusene er tegnet af Arne Jacobsen, og her kan børn og deres voksne lige nu se klassikeren “Folk og Røvere i Kardemomme By”.
Det er i forbindelse med teaterstykket, at kamelen er rykket ind på stranden, hvor man kan hilse på den før alle forestillinger lørdage og søndage.
Måske læste du selv Thorbjørn Egners børnebog om Kardemomme By, da du var barn, og så kan det være, at du husker den talende kamel.

Kamelen på Bellevue Strand taler dog ikke, men den er sød og rar, og man må gerne klappe den.
Den er ikke det eneste dyr, du kan hilse på, hvis du lægger vejen forbi stranden i Klampenborg nord for København.
Et æsel har også fundet vej til Bellevue Strand i anledning af “Folk og Røvere i Kardemomme By”.
Forestilling for hele familien
Det er 41. år i træk, at forestillingen spiller på teatret, og også denne gang kan man opleve skrappe Tante Sofie, den godmodige Politimester Bastian og naturligvis de tre røvere Kasper, Jesper og Jonatan, der lister sig af sted på tå for at stjæle og lave ballade.
“Folk og Røvere i Kardemomme By” kan ses frem til 18. december, og forestillingen er egnet for børn fra tre år.
Billetpriserne starter på 300 kroner plus gebyr for voksne og 145 kroner plus gebyr for alle under 25 år.
Læs mere og find billetter her.
Hvad: Folk og Røvere i Kardemomme By
Hvor: Bellevue Teatret, Strandvejen 451, Klampenborg
Hvornår: Til 18. december 2022