Kan du gætte hvorfor: København kåret til verdens lykkeligste by

Denne by er, hvad den er, fordi vores borgere er, hvad de er.
Sådan sagde Platon engang lang tid før Valdemar den Store omkring år 1160 gav en lille boplads til biskoppen Absalon.
Læs også: Kampen mod perfekte kroppe: Girltalk handler, hvor politikerne snakker Han grundlagde som bekendt i 1167 en borg, der markerer starten på den by, vi alle i dag kender som København, men som resten af jordkloden kender som Verdens Lykkeligste By.
Det har den været før, længe, og mange gange siden – og nu er den det igen!
København er nemlig lige blevet kåret til verdens lykkeligste by i den internationale Happy City Index; en af de mest omfattende målinger af livskvalitet, trivsel og byudvikling på globalt plan.
Det er en markant anerkendelse af hovedstadens arbejde med alt fra sundhed og mobilitet til uddannelse, miljø og åben forvaltning.
Men den danske succes stopper ikke her.
Aarhus indtager en imponerende fjerdeplads, og Aalborg ligger nummer 15 i verden. Danmark er dermed det eneste land med hele tre byer i top 15.
Happy City Index bygger på 200 indikatorer på tværs af blandt andet sundhed, mobilitet, governance, uddannelse, økonomi og bæredygtighed.
Her ligger København allerede højt: en grøn mobilitetsandel på 69 procent, 98 procent digitalt kompetente borgere, 100 procent sundhedsdækning, en stærk international økonomi og en solid tilgang til åbenhed med 216 offentlige datasæt.
Ifølge Dr. Bartosz Bartoszewicz, programdirektør for Happy City Index, handler en glad by om mere end tal.
”En lykkelig by er en by, der lytter – til børn, studerende, arbejdstagere og ældre,” siger han og fortsætter:
“Ægte urban trivsel betyder at skabe steder, hvor alle kan trives i dag uden at gå på kompromis med fremtidens behov. Vores mission er at hylde og støtte de byer, der gør denne vision til virkelighed i hverdagen,” siger Dr. Bartosz Bartoszewicz.
København scorer særligt højt på uddannelse, innovation og bæredygtighed. Byens borgere har høj digital kompetence, stærk sundhed, let adgang til kultur og natur og en hverdag præget af grøn transport og gennemtænkt byplanlægning. Samtidig registrerer byen lave niveauer af luftforurening, en høj genanvendelsesrate, tydelig klimastyring og stærke sociale strukturer.
At tre danske byer placerer sig i verdens top fortæller ifølge analysen, at Danmark formår at skabe balancerede byer, hvor sundhed, mobilitet, uddannelse, trivsel og grøn omstilling går hånd i hånd.
Top 15 i Happy City Index 2025
Aalborg
København
Zürich
Singapore
Aarhus
Antwerpen
Seoul
Stockholm
Taipei
München
Rotterdam
Vancouver
Wien
Paris
Helsinki