MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Kan nøjes med 2 vokaler: Feinschmeckeren guider til vild madweekend

Af Rasmus Palsgård
Hvis du er klar på en madrejse af de helt skarpe, så tag en tur i Feinschmeckerens fodspor. Foto: Nicklas Ingemann
Hvis du er klar på en madrejse af de helt skarpe, så tag en tur i Feinschmeckerens fodspor. Foto: Nicklas Ingemann

Dobbelt A.

Sådan kender de fleste danskere Nordens Paris knap 30 minutters flyvetur fra København.

Men de færreste københavnere kender madscenen, der er i rivende udvikling.

Du får brug for flere vokaler, hvis du tager turen i madanmelder, Rasmus Palsgårds fodspor, tør vi godt love.

Feinschmeckeren har nemlig været på weekendtur til Nordjylland og det er en tur han varmt vil anbefale andre at gøre efter.

Effektivt via Aalborg Lufthavn

Fra min bopæl i København kan man komme til Nordjylland på flere måder. Jeg har tidligere rejst med tog, men jeg må indrømme, at jeg virkelig synes, at flyruten mellem København og Aalborg fungerer upåklageligt.

Det er særdeles bekvemt at komme til og fra Aalborg Lufthavn, som er lille og aldrig overrendt. Det betyder, at du ved landing er hurtigt ude af lufthavnen, og ligeledes kan du ankomme relativt kort tid i forvejen, fordi sikkerhedskontrollen altid kører gnidningsløst i den nordjyske lufthavn.

Indtjekning på Aalborgs nye luksushotel

Flere nye overnatningssteder dukker op i Aalborg i disse år, og det mest spændende af disse er Pier 5, som efter en gennemgribende renovering slog dørene op til Aalborgs mest luksuriøse gæsteoplevelse i 2022.

Jeg bliver mødt af et smilende og imødekommende personale, som hurtigt får registreret min bils nummerplade, således at den gratis parkering er sikret på parkeringspladsen lige foran indgangen.

Pier 5

Foto: Rasmus Palsgård

Hotellet er ikke lille, men alligevel har lobbyen en charme og intimitet, som normalt er forbeholdt små boutiquehoteller. Lobbyens hjerte er cocktailbaren, hvor specialudviklede sæsoncocktails baseret på råvarer og spiritus primært fra lokale producenter danner fundamentet på menuen.

Der er også en særdeles hyggelig sofaafdeling med lækre møbler og biopejs og masser af lokal kunst, som er med til at give en fornemmelse for, hvor man befinder sig. Ellers kan man blot kigge ud af de store vinduespartier, som åbenbarer Aalborgs brede havnefront, der er oplagt til en gå- eller løbetur.

Pier 5

Foto: Rasmus Palsgård

Det er tid til at tjekke ind, og det er selvsagt aldrig en skuffelse at blive opgraderet på værelseskategorien. Det viser sig, at den ene af to suiter er gjort klar til mig, og her føler man sig hurtigt godt tilpas.

Der er både en hyggelig sofaafdeling, et marmorbord, hvor man kan arbejde, et fritstående badekar med udsigt til førnævnte havnefront og et flot badeværelse med produkter fra Meraki.

Pier 5

Foto: Rasmus Palsgård

Suiterne på Pier 5 er afgjort oplagte til en getaway med en, du holder af, og prisen på cirka 3.500 per nat er bestemt ikke urimelig, for der er tale om en stor, luksuriøs suite.

Mortens Kro

Foto: Rasmus Palsgård

Smørrebrød på Mortens Kro

Restaurantscenen i Aalborg har ligeledes oplevet en rivende udvikling de seneste år. Flere restauranter er eller har været spået en stjerne i Michelinguiden, og om end denne hæder endnu ikke er tilfaldet Nordens Paris, er det væsentlige, at bundniveauet er blevet hævet enormt, således at byen nu byder på et godt udvalg af restauranter i mellemklassen, hvor de fleste kan være med.

Også i toppen sker der spændende ting hos frontløberne Alimentum og Bühlmann på Scheelsminde Hotel. Sidstnævnte vender vi tilbage til, mens først skal vi forbi en af de gode, gamle klassikere i form af Mortens Kro, som ejes og drives af Morten ”Kok” Nielsen.

Der er ikke megen traditionel krostemning over Mortens Kro, hvis hvidbetrukne siddebåse er badet i et blåt lys, mens væggene er prydet med, hvad der med en vis rimelighed kan kalde udfordrende kunst.

Morten Kok har aldrig været midtersøgende i sine valg, og måske er det netop indehaverens farverige stil og personlighed, som gør, at der alligevel sidder alle typer af gæster lige fra det modne ægtepar til forretningsfolk og alt derimellem, da jeg træder ind ad døren til frokost.

Mortens Kro

Foto: Rasmus Palsgaard

Tidligere har jeg besøgt Mortens Kro til aften, hvor man kan forvente en gourmetmenu, mens det til frokost er smørrebrød, der er i fokus. Der er masser af fristelser på kortet, og stykkernes størrelse gør, at man godt kan spise tre af slagsen.

Jeg prøver det delikate stykke med jomfruhummerhaler fra Læsø, avocado og semitørrede tomater, den cremede hønsesalat og tataren med trøffelmayonnaise.

Alle tre stykker har masser af smag og lækre konsistenser, og skyllet ned med et dejligt glas premier cru-chablis er der ikke meget at klage over. Hermed kan Mortens Kro afgjort også anbefales til frokost.

Mortens Kro

Foto: Rasmus Palsgaard

Jeg får også en hurtig fremvisning af Mortens Kros suiter, som ligger lige over for restauranten. Disse er indrettet i samme farverige stil, alle seks med hver deres unikke præg. Det er ikke nødvendigvis en indretningsstil, jeg ville vælge derhjemme, men en del af grunden til at tage på hotel er også at opleve noget andet, ikke sandt? Personligt ville jeg vælge pianosuiten, som foruden et klaver også rummer en fuldvoksen massagestol og en lille sauna med plads til to personer – perfekt til en hyggelig date.

Store ambitioner på Scheelsminde Hotel

En lille gåtur gennem Aalborgs centrum bliver det til, inden det igen er tid til at sætte kursen mod næste måltid. Det foregår lidt syd for selve Aalborgs centrum på Hotel Scheelsminde.

Stedet har været drevet af Bühlmann-familien siden 1960, og specielt de seneste år har familien løftet niveauet markant på den gamle herregård.

Scheelsminde Hotel

Foto: Rasmus Palsgård

Et af tiltagende er Restaurant Bühlmann, som indtil for nylig blev styret af køkkenchef Christian Nurup. Han har imidlertid valgt at åbne sit eget sted i Aalborg med kæresten Nadia Alexandrine Bach (som også spillede en væsentlig rolle i opbygningen af Restaurant Bühlmann), hvilket også bliver spændende at følge.

Jeg nåede akkurat at spise Nurups menu, inden han tog sin afsked, og det var en særdeles positiv oplevelse. Menuens rygrad er lokale råvarer i sæson, som tilberedes med stor akkuratesse.

Smagsmæssigt var der tale om en flot og harmonisk kombination af nordiske, franske og japanske smage, og det bliver spændende at følge parrets videre færd på den aalborgensiske restaurantscene.

Bühlmann

Foto: Rasmus Palsgaard

Imidlertid er det blevet annonceret, at Alexander Johnsen overtager rollen som køkkenchef på Bühlmann, og det bliver det helt sikkert ikke ringere af.

Han stod senest i spidsen for Novel i Aarhus, der høstede masser af flotte anmeldelser, inden restauranten desværre måtte dreje nøglen om.

Jeg vil se frem til at komme tilbage til Bühlmann og Scheelsminde for at opleve hans elegante køkken.

Bühlmann

Foto: Rasmus Palsgaard

Lækker frokost og sublim kagekunst på Kunsten

Efter at have nydt en dejlig morgenmadsbuffet på Pier 5 er det tid til at tjekke ud efter et særdeles behageligt døgn på byens nye tophotel. Køreturen bliver i første omgang kort, for frokosten skal indtages på Aalborgs museum for moderne kunst, Kunsten; et utrolig smukt museum udført i lækre materialer, som i sig selv er en oplevelse, uden at de stjæler opmærksomheden fra de egentlige kunstværker.

Efter en rundtur på museet er det tid til at besøge Brasserie Kunsten, hvor køkkenchef Thomas Mathiesen og konditor Cæcilie Dolleris styrer slagets gang.

Kunsten

Foto: Rasmus Palsgård

Jeg indleder med et velsmagende stykke sprødstegt focaccia toppet med ovnbagt kuller, rejer, syltet agurk, sprøde tapiokachips, urtemayonnaise og sort hvidløg.

Jeg må også lige prøve dagens varme ret, som ligeledes byder på ovnbagt kuller serveret med romanescokål, blomkålspuré og en skummende muslingesauce.

Kunsten Brasserie

Foto: Rasmus Palsgaard

Begge retter er i sig selv rigeligt mættende, så øvelsen her var primært at opleve så meget af køkkenet som muligt.

Kunsten Brasserie

Foto: Rasmus Palsgaard

Uanset hvor mæt du er, må du ikke snyde sig selv for Cæcilie Dolleris’ fantastiske kager. Jeg spotter straks lagkagen med hindbær- og chokolademousse og flødeskum.

Kunsten Brasserie

Foto: Rasmus Palsgaard

Balancen er helt perfekt, og det store stykke forsvinder som dug for solen. Jeg er lige ved at snyde mig selv for mandelkagen.

Den lille kage ser ikke ud af meget, men Dolleris overbeviser mig om, at jeg skal prøve den – og tak for det!

Kunsten Brasserie

Foto: Rasmus Palsgaard

Aldrig har jeg oplevet en så fugtig og svampet mazarinkage, og sammen med den syrlige vaniljecreme er det en himmelsk servering, som kunne serveres på de absolut bedste restauranter.

Om Feinschmeckeren

Rasmus Palsgård er uddannet journalist, og har siden 2011 skrevet fast om mad og drikkevarer på feinschmeckeren.dk. Udover at skrive om mad, er Palsgård også glad for at lave mad. I 2016 var han finalist i MasterChef. Palsgård er ligeledes juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide. Guiden, som ranglister de bedste restauranter i Norden, adskiller sig fra andre guides ved at have bæredygtighed som sit vigtigste fokus.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien