Stadionburger i topklasse: Kendt burgerkæde rykker ind i Parken

Det hele begyndte med nogle hypede burgere på en tankstation i Københavns centrum, og pludselig kårede det amerikanske medie Bloomberg Gasoline-burgeren til en af verdens bedste.
Siden har Gasoline Grills burgereventyr fået mange nye kapitler, og nu findes de populære burgerbarer blandt andet i Tivoli, Carlsberg Byen og på Værnedamsvej.
Om lidt tager Gasoline Grill så et nyt, stort skridt, når de rykker ind på Danmarks nationalstadion.
Åbner også uden for Parken
I sensommeren 2022 opgraderer Parken stadionburgeren til et helt nyt niveau, når Gasoline Grill er klar til at lange burgere over disken til tusindvis af sultne fodboldfans.
Og det stopper faktisk ikke her.
Gasoline Grill åbner også en restaurant på hjørnet af P.H. Lings Alle og Øster Alle ud mod Fælledparken i løbet af efteråret.
Det betyder altså, at man også kan snuppe en saftig burger, inden man kommer ind på stadion for at se fodbold eller høre musik, lige som man kan stikke over og hente bøffer i boller, når man hænger ud med vennerne i Fælledparken.
Hvad: Gasoline Grill
Hvor: I og uden for Parken
Hvornår: Åbner i sensommeren og efteråret 2022