Trist nyt: Kendt kæde drejer nøglen om
Efter mere end to årtier ser det desværre ud til at være slut.
The Bagel Co, der har fem butikker i hovedstadområdet, er taget under konkursbehandling efter begæring modtaget torsdag den 15. juni.
Det viser oplysninger fra Statstidende.
Til B.T. fortæller direktør Birthe Thygesen, at det er gæld fra tiden under coronakrisen, der nu tager livet af bagelkæden.
“Det er ærgerligt. Vi er en lille familievirksomhed, som vi har drevet i 26 år, siden vi startede i den lille butik i Gothersgade i 1997,” siger hun til avisen.
Kan snart blive solgt
Der er dog håb for, at The Bagel Co kan genopstå med nye folk ved roret.
Kurator Jacob Smith siger til FødevareWatch, at han ser optimistisk på sagen.
“Jeg tror bestemt, det lykkes, sådan at brandet fremadrettet vil eksistere – bare med nye ejere,” fastslår han overfor erhvervsmediet.
I alt råder The Bagel Co over seks butikker rundt om i landet.
Den ene er at finde på Aarhus Hovedbanegård, mens resten ligger i og omkring København.
Her har The Bagel Co butikker på henholdsvis Gothersgade i Indre By, Østerfælled Torv på Østerbro, H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg samt i Magasin på Kgs. Nytorv og på Strandvejen i Hellerup.