Hjemme i din egen stue: Kjær & Sommerfeldt inviterer til online påske-vinsmagning
Påsken er lige om hjørnet, og findes der mon en bedre måde at varme op til helligdagene på end at drikke god vin i godt selskab?
Det mener de ikke hos den københavnske vinfavorit Kjær & Sommerfeldt – og vi er helt enige her på redaktionen.
Fredag den 26. marts inviterer Kjær & Sommerfeldt således til smagning, hvortil de har udvalgt vine, der passer til årstiden.
Corona-venlig vinsmagning
Grundet corona-situationen kan eksperterne fra den populære vinhandel dog ikke invitere indenfor i de ellers så smukke, historiske lokaler på Gammel Mønt, så smagningen foregår online på corona-venlig vis.
For at deltage skal du på forhånd købe en smagekasse i Kjær & Sommerfeldts forretning eller bestille den online og få den leveret til din adresse.
I smagekassen ligger instruktioner, der forklarer, hvordan du får adgang til smagningen, der live-streames fredag den 26. marts klokken 18.00 og varer omkring halvanden time.
Smagningen ledes af vinkendere fra forretningen, og undervejs kommer de med sjove anekdoter, svarer på spørgsmål fra deltagerne og udlodder præmier.
Smag fire vine
Kjær & Sommerfeldt har før afholdt lignende arrangementer, og de fortæller, at der denne gang skal smages en perlende flot Crémant, sprød Sancerre, elegant Pinot Noir og slutteligt en fløjlsblød italiensk Ripasso.
Smagekassen indeholder fire flasker a 0,5 liter og er egnet til en til fire deltagere – afhængig af hvor tørstig man er.
Man kan således både deltage i smagningen alene, eller man kan samles med en lille gruppe venner eller familien og tilbringe aftenen i selskab med vinelskere fra hele landet.
Prisen for en smagekasse er 499 kroner. Vær opmærksom på, at du skal bestille smagekassen online senest den 23. marts kl. 12, hvis du vil være sikker på at modtage den inden vinsmagningen.
Læs mere om vinene, og bestil smagekassen her.
Hvad: Påske-vinsmagning med Kjær & Sommerfeldt
Hvor: Online
Hvornår: Fredag 26. marts klokken 18.00