Centralt i byen: København får ny comedy club

For lidt over et år siden udvidede Bremen Teater med både restaurant og bar.
I forlængelse af teatret i Nyropsgade åbnede Kolme, hvor man nu kan kombinere en kulturoplevelse på Bremen Teater med et godt måltid og lækre cocktails.
Nu er Kolme og Bremen Teater klar med endnu en nyhed på adressen.
Folkene bag stedet lancerer nemlig en ny comedy club.
Den hedder Del Boca Vista Comedy Club, og er man Seinfeld-kyndig, vil man nok trække på smilebåndet over den lille reference til den legendariske tv-serie.

Første navne på plakaten
På Del Boca Vista Comedy Club vil du fremover kunne opleve danske og internationale comedy-navne i intime rammer, og de første navne er allerede på programmet.
Det er Sofie Hagen, Geoffrey Asmus (US), Nate Craig (US) og Shane Todd (IE).
Og til MigogKbh fortæller folkene bag den nye comedy club, at flere komikere snart tilføjes.
Der vil være comedy på Del Boca Vista Comedy Club hver måned, og i salen er der plads til 50 tilskuere, så du er sikret en intim oplevelse såvel som gode grin.
I baren kan der købes cocktails og et bredt udvalg af øl.