Ugens tip: København gemmer på et charmerende planteparadis

Foråret er kommet, og det betyder, at københavnere i hobetal rykker ud i solen.
Nu skal der igen slikkes solskin på udeserveringer og altaner, og byens grønne åndehuller skal nydes.
Er du en af dem, der er ved at gøre altanen forårsklar, eller er du bare pjattet med at fylde hjemmet med grønne planter nu, hvor foråret for alvor har ramt os, så er ugens tip til dig.
Denne gang skal vi nemlig en tur til en grøn oase, som alle planteentusiaster bør kende.

Et must at kende
På det ydre Østerbro – der hvor bydelen møder Nordvest og Hellerup – ligger noget, man ikke lige forventer at støde på mellem lejlighedskomplekser og byhuse, nemlig Havero.
Havero er ikke bare en blomsterforretning, men en charmerende, lille planteskole.
Spørger du os, er stedet et must at kende, hvis man har grønne fingre eller bare ikke kan få planter nok.
På adressen Emdrupvej 32 har der været planteskole i mere end 70 år, men det betyder bestemt ikke, at Havero er hverken støvet eller gammeldags.
Tværtimod følger Havero med tiden og har i dag primært fokus på danskproducerede og insektvenlige planter, der kommer igen år efter år.
Læs også: Solhilsner, breathwork og meget mere: Kom med til stor yogafestival i København Spis en is blandt planterne
Havero består af et stort drivhus, en gårdhave og et lille hus, der alle bugner af planter.
Du finder alt lige fra kaktusser og citrontræer til farvestrålende blomster, du kan plante i altankassen eller haven, og her er også et stort udvalg af frø, hvis du har mod på at så selv.
Til det imponerende udvalg af planter er der masser af tilbehør såsom smukke krukker og havemøbler i romantisk stil.
Her i den hyggelige oase har man lyst til at blive hængende længe blandt grønne blade og fine blomster – og netop det kan man faktisk gøre.
Du kan nemlig købe både stempelkaffe og is fra Kødbyens Is og nyde det på stedet.
Du kan læse flere Ugens tip her
Hvad: Havero
Hvor: Emdrupvej 32, København Ø
Hvornår: Mandag til fredag kl. 10-17 og lørdag til søndag kl. 10-15