Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vinder flot pris: Her er Københavns mest klimavenlige hotel

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Scandic Kødbyen. Foto: PR
Scandic Kødbyen. Foto: PR

Københavns mest klimavenlige hotel.

Det er, hvad Scandic Kødbyen nu har lov at kalde sig.

Klimascore.com og Dansk Erhverv har netop uddelt Climate Award – en pris, der gives til de hoteller eller konferencecentre, der har den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst baseret på hotellernes egne data.

Med kåringen udpeges syv regionale vindere i hele landet, og her i hovedstaden er det altså Vesterbro, man skal sigte mod, hvis man vil bo på det mest klimavenlige hotel.

Scandic Kødbyen fik en score på imponerende 9,9 ud af 10.

Det bæredygtige valg fylder mere

Hos Dansk Erhverv vækker det stor glæde, at hoteller og konferencecentre fra det meste af landet har meldt sig til at dyste på deres klimatiltag.

”Danmark har en styrkeposition inden for bæredygtige overnatninger og events. Det forspring skal vi udnytte, og med Climate Award hylder vi Danmarks mest klimavenlige hoteller og konferencecentre i alle dele af landet,” udtaler Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for Turisme, Oplevelse og Kultur i Dansk Erhverv, og fortsætter:

“Vi ved, at netop klima og CO2-besparelser fylder, når især virksomheder rejser og afholder møder og konferencer, og vi forventer klart, at ferieturister i stigende grad vil orientere sig efter bæredygtige valg.

Det kan dog være svært at gennemskue mulighederne på markedet, og der viser Klimascore vejen. Man kan f.eks. se, at man mange steder udleder mindre CO2 ved at overnatte på hotel end ved at blive hjemme.”

Fortsætter arbejdet med bæredygtighed

Hos Scandic Kødbyen har klimavenlig energi været et af de helt store indsatsområder de seneste år, og på hotellet tager man derfor imod prisen med stolthed.

”People, Planet, Profit – er den rækkefølge vi arbejder med i hele teamet på Scandic Kødbyen, og vi er enormt glade for at stå med trofæet og æren for Københavns mest klimavenlige hotel 2022,” fortæller Tommy Hvid, General Manager for Scandic Kødbyen.

Foto: PR, Scandic Kødbyen

Tommy Hvid understreger, at der i høj grad er tale om en holdindsats, når Scandic Kødbyen kan kalde sig Københavns mest klimavenlige hotel.

“Alt starter hos vores fantastiske medarbejdere på hotellet. Fra housekeepere til teknikere, konferencekoordinatorer og mange andre, bidrages der dagligt med ideer og bevågenhed omkring vores energiforbrug, og hvordan vi hele tiden kan forbedre os.

Vi har som hold nået årets foreløbige mål, og med et stærkt team og gæster, der mere end nogensinde før gerne vil bidrage til en bæredygtig udvikling, ser vi frem til fortsætte vores arbejde med bæredygtighed,” lyder det fra Tommy Hvid.

Hotelbranchen er blevet grønnere

Det er Klimascore.com, der omregner de indsamlede data fra hotellerne til point, og hertil anvendes en tilgang, de har udviklet med input fra Concito og DTU.

Tallene fra Klimscore.com og resultaterne fra Climate Award viser, at de førende hoteller og konferencecentre i branchen er blevet bedre end sidste år.

Det bedste CO2-aftryk per gæst per dag er nu 35,0 kg CO2, hvilket er en forbedring på 2 procent i forhold til 2021.

Samlet har de førende hoteller reduceret med 2.275 tons CO2. Det svarer til 6,7 millioner km kørsel i bil. 

På mere end 34 hoteller opholder man sig nu mere klimavenligt end hjemme hos sig selv, og her er tale om en stigning på 30 procent i forhold til 2021.

Den samlede liste over vindere ved Climate Award 2022

  • Hovedpræmie: Comwell Aarhus 
  • København: Scandic Kødbyen
  • Aarhus: Comwell Aarhus
  • Sjælland og øer: Scandic Roskilde Park
  • Fyn og øer: Comwell Middelfart
  • Nordjylland: Scandic Aalborg City
  • Trekantområdet: Scandic Jacob Gade
  • Midt- og Sønderjylland: Scandic Regina
  • Bedste ’newcomer’: Clarion & Comfort Hotel Copenhagen Airport

Del artikel

Andre læser også