Lover godt: Københavnsk pasta-konge bliver ny landsholdskok
I december blev det offentliggjort at landsholdets faste kok, Per Thøstesen, stoppede.
Nu er det offentliggjort hvilken kok, der skal overtage tjansen hos det danske herrelandshold i fodbold.
Det bliver den københavnske pasta-konge, David Fischer, fra restauranten Hos Fischer på Østerbro samt køkkenchef, Nanna Hansen, fra Hotel Marienlyst. Det skriver DBU.
De to kokke skal stå for forplejning til Herrelandsholdet, både på hjemmebane og på udebane.
Nanna Hansen har de senere år arbejdet med Herrelandsholdet på Marienlyst Strandhotel og også været med holdet til udekampe og til VM i Qatar i november sidste år.
”Det er altid en fornøjelse, når Herrelandsholdet samles på Marienlyst Strandhotel. Jeg kender efterhånden holdet og staben godt, og der er en enormt hyggelig og familiær stemning til måltiderne.
De er bare en kæmpe fornøjelse at lave mad til”, siger Nanna Hansen.
David Fischer skal blandt andet rejse med holdet til udekampe og skal også stå for forplejning i omklædningsrummet i Parken.
”Jeg glæder mig til at blive en del af holdet og staben. Og det er altid fedt at arbejde med passionerede, professionelle mennesker, og det kommer jeg i hvert fald til her. Det glæder jeg mig enormt meget til”, siger David Fischer.