Køb spektakulære kostumer: Kom til unikt udsalg hos Det Kongelige Teater
Loppemarkeder er normalt noget med en masse private sælgere, der har ryddet ud i hjemmet og derfor prøver at skille sig af med gamle møbler, plader, bøger, køkkenmaskiner, legetøj, sko og meget mere.
Af og til kan man dog også være heldig at støde på sjove og anderledes markeder, der popper op i byen, når virksomheder eller kulturinstitutioner sælger ud af sager fra gemmerne.
Lørdag den 14. september kan du komme til netop sådan et loppemarked.
Spektakulære kjoler og kapper til rollespil
Det Kongelige Teater har indset, at det er på tide at få tømt lageret for kostumer og derfor er der mulighed for at gøre et kup og sikre sig den spektakulære kjole til temafesten.
Måske du også kan finde en kappe til rollespillet eller skaffe dig et antræk helt ud over det sædvanlige, hvis du har lyst til at gøre noget særligt ud af hverdagen?
Der bliver i hvert fald rigeligt at vælge imellem, for til det store kostumeudsalg bliver der solgt fantasikostumer, historiske dragter og dragtdele, nutidigt tøj, hatte, sko, rustninger, stofrester samt enkelte møbler fra teatrets operaer, balletter og skuespil.
Der vil blandt meget andet være kostumer fra udendørsforestillingen ‘Ragnarok’, balletten ‘Carmen’ samt skuespillene ‘Kongens fald’ og ‘Farlige forbindelser’ til salg.
Det Kongelige Teaters loppemarkeder og kostumesalg tiltrækker altid rigtigt mange mennesker, der gerne vil eje et stykke ægte teaterhistorie, og det forstår man jo godt.
Kostumeudsalget finder du i B&W-hallen på Refshaleøen, og der er åbent fra kl. 10 til 16.
Læs mere på Facebook her.
Hvad: Det Kongelige Teaters kostumeudsalg
Hvor: Refshalevej 177, 1432 København K
Hvornår: Lørdag d. 14. september 2024 fra kl. 10-16