Med stjerner og film: København får ny familiefestival

Børn tilbringer i dag halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde.
Det vil Buster, som er Nordens største filmfestival for børn og unge, gerne være med til at ændre på og lancerer derfor en helt ny naturfestival for familier.
Naturfestivalen får navnet “Buster i Naturen” og løber for første gang af stablen dette efterår.
Det sker midt i naturen på Amager Fælled fra 5. til 8. oktober.
Der er altså tale om en ekstra festival oven i filmfestivalen, som foregår 25. september til 8. oktober.
Film, leg og læring
Børn, unge og deres voksne kan glæde sig til at gå på opdagelse i en masse sjove udendørsaktiviteter, og der vil selvfølgelig også vente filmoplevelser i en stor naturbiograf.
Naturfestivalens første to dage er dedikeret til skoler og børnehaver, mens festivalpladsen på Amager Fælled vil være åben for alle børn og barnlige sjæle lørdag 7. og søndag 8. oktober.
Aktiviteterne er primært for børn mellem to og 11 år, og udover filmvisninger med naturen i centrum, vil der være leg, læring og musik fra velkendte musikere.
”Med Buster i Naturen ønsker vi at åbne dørene til naturens fantastiske verden gennem et medie, som børn kender rigtig godt – nemlig film. De filmiske oplevelser kan blive en indgang til mange timers leg, og de kan give børnene lyst til at tage på deres egen opdagelsesrejse i den fantastiske natur,” fortæller programchef på BUSTER, Mariella Harpelunde og fortsætter:
“Noget der er rig mulighed for på Amager Fælled, hvor åbne vidder og tæt krat, moser og søer danner ramme om et rigt dyreliv med frøer, vandsalamandere og de sjældne kirkeugler. Programmet på vores nye festival i festivalen udnytter naturligvis, at vi er i disse fantastiske omgivelser – vi glæder os et helt vildt til at byde alle velkommen til den allerførste Buster i Naturen.”
Naturen i hovedrollen
Naturen er selvfølgelig i fokus under den nye festival, så programmet er spækket med udendørsaktiviteter på Amager Fælled.
Sammen med passionerede naturvejledere og naturnørder kan deltagerne selv få lov at mærke, opleve og blive klogere på den vilde natur.

Blandt andet kommer superfinalister fra årets børne MGP på besøg, og det samme gør Goss og Peter Sommer, når der er minikoncert og fællessang ved lejrbålet.
Der vil også være naturbingo, workshops og forskellige udendørsaktiviteter, hvor man for eksempel kan lave sin egen frøbombe, tage den med hjem og sprede mere biodiversitet i altankassen, i haven eller i børnehaven.
Filmprogrammet byder blandt andet på “Folk og røvere i Kardemommeby”, “Yuku og blomsten på bjerget” og “Jagten på de grønne gaver” med Mille Gori, som ungerne nok kender fra DR Ramasjang.
Adgang til festivalpladsen er gratis, men alle filmvisninger i naturbiografen og udvalgte workshops kræver billet.
I weekenden er det muligt at købe et festivalarmbånd, som giver adgang til alle dagens film og aktiviteter, for 150 kr. for voksne og 75 kr. for børn, 400 kr. for to børn og to voksne.
Find mere info om Buster i Naturen her.
Hvad: Buster i Naturen
Hvor: Amager Fælled
Hvornår: 5. til 8. oktober 2023