Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bør besøges af alle: København har fået nyt musikhus i historisk bygning

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Musikhuset København. Foto: Caroline Bittencourt, PR
Musikhuset København. Foto: Caroline Bittencourt, PR

På Vesterbrogade 59 ligger en af Vesterbros smukkeste, historiske bygninger.

Den stod færdig i 1782, og oprindeligt huserede Det Kongelige Skydeselskab i lokalerne, hvor der blev skudt til måls og holdt fester.

Efter Anden Verdenskrig overtog Københavns Bymuseum bygningen, hvilket betød, at man frem til 2015 kunne blive klog på byens historie og udvikling, når man besøgte stedet.

Nu er en ny forening rykket ind i lokalerne i stedet – nemlig Musikhuset København, som du måske har hørt om, men endnu ikke besøgt.

Musikhuset slog døren op, mens landet var ramt af corona-pandemi og nedlukninger, så den første koncert foregik uden tilskuere i salen og blev i stedet streamet ud til publikum.

Sådan er det dog heldigvis ikke længere, og nu er der masser af musikoplevelser i de smukke rammer.

Byen manglede en scene

Idéen til Musikhuset København opstod, da København manglede scener til den akustiske musik, og en gruppe musikaktører gik derfor sammen for at skabe et nyt spillested med plads til såvel amatører som professionelle.

De var klar over, at lokalerne på Vesterbrogade 59 stod tomme, efter bymuseet var flyttet, og samtidig vidste de, at stedet havde en særligt god akustik, der var som skabt til akustiske koncerter.

Foto: Musikhuset København, PR

Musikhuset København blev således til og afholder i dag koncerter med en bred vifte af akustiske genrer: klassisk, jazz, folkemusik, etnisk musik med mere.

Musikhuset præsenterer også tværkunstneriske projekter med musik, scenekunst, dans, billedkunst og poesi, og som gæst kan du opleve både upcoming og etablerede musikere folde sig ud.

Modsat hvad mange tror, er koncerterne i Musikhuset København for alle, og man behøver hverken at være garvet jazz-kender, stamgæst på Det Kongelige Teater eller udøvende musiker for at finde sig godt til rette og få en god oplevelse.

Stemningen er som på resten af Vesterbro helt nede på jorden, og med mange unge musikere på programmet, er der rig mulighed for at høre det seneste nye inden for de forskellige genrer.

Oplev Københavns nye musikhus

Er du nysgerrig på musikken, og kunne du tænke dig at besøge Musikhuset København, er festivalen Klang et godt sted at begynde.

Klang er Danmarks største festival for samtidsmusik, og når den løber af stablen fra 1. til 10 juni, er det med et program udviklet specielt til det nye musikhus på Vesterbrogade.

Foto: Caroline Bittencourt, PR

Her kan du blandt andet høre moderne, klassisk musik leveret af norske Oslo Sinfonietta, som er en førende aktør på den nordiske samtidsmusikscene og kendt for at bevæge sig ud over de kunstneriske grænser.

Under Klang kan du også komme med til fællesspisning i Musikhusets inspirerende Havesal, hvor musikjournalist Sune Anderberg foran aftenens besøgende samtaler med Klangs tidligere kunstneriske leder gennem 10 år, Christian Winther Christensen.

Du kan se alt det, Klang har på programmet i Musikhuset København her.

Billetter til gode priser

Udover Klang lægger Musikhuset København scene til en lang række spændende begivenheder, hvor musikken spiller hovedrollen.

I juli er der Musikhuset Jazz under Copenhagen Jazz Festival med skønne koncerter i festsalen og gratis udendørs børnejazz.

Musikhuset har desuden løbende gratis koncerter for børn og koncerter med sprudlende ensembler fra vækstlaget, og programmet er derfor altid værd at holde øje med – særligt fordi billetpriserne også ligger på et niveau, hvor de fleste kan være med.

Besøger du Musikhuset København, vil du helt sikkert støde på stedets frivillige.

De står blandt andet klar bag baren for at skænke dig en øl eller et glas vin, som du kan nyde, mens musikken spiller.

Læs mere og gå på opdagelse i Musikhuset Københavns program her.

Hvad: Musikhuset København
Hvor: Vesterbrogade 59, København V

Del artikel

Andre læser også