Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Københavns hyggeligste café skal lukke: Sådan kan du måske hjælpe

Baaden-Christianshavn-1
For mange christianshavnere er Båden ikke bare endnu en café, der drejer nøglen om. Det er en lille bid af kvarteret, der er ved at blive skåret væk. Foto: Mathilde Mågård Hansen

At træde ind på Båden på Christianshavn føles lidt som at sætte et rigtigt godt Bob Marley-nummer på.

Mundvigene kryber opad, og nervesystemet falder fluks i vatter.

Ahh.

Men nu er der kommet et alvorligt skår i idyllen, og hyggen har fået en udløbsdato.

Båden på Wilders Plads har fået opsagt sit lejemål med udgangen af 2026.

Det betyder, at den lille christianshavnerperle nu står til lukning.

“Det er jo vores livsværk”

Nicholas Lars Mtiliga har nok at se til, da MigogKbh fanger ham.

Der skal brygges kaffe, en ny medarbejder skal oplæres, og solen har lokket en god portion gæster til Båden.

Sammen med sin hustru, Michelle, ejer Nicholas Båden, og man skal ikke tale længe med ham, før det står klart, at opsigelsen har ramt som en mavepuster af bibelske dimensioner.

“Det korte og det lange er, at der er blevet ansat en ny direktør herude på Wilders Plads, og han har andre planer for området,” fortæller Nicholas.

“Man kan have lyst til at råbe og skrige og gøre alt muligt. Det er jo min kære wifeys og mit livsværk.”

Wifey, ja. Michelle vil nemlig ikke kaldes hustru. Det lyder alt for gammeldags.

Men det er det mindste af Nicholas’ problemer lige nu.

Han står heller ikke alene med frustrationen.

Den deler han med en stor del af beboerne omkring Wilders Plads, og nu har stamgæsten Sofus Midtgaard sat en underskriftindsamling i søen for at redde det, han kalder “bydelens hjerte”.

Mormors kolonihave på skinner

Navnet til trods ligger Båden i to gamle togvogne.

Helt skævt rammer navnet nu alligevel ikke, for caféen ligger durk ud til Christianshavns Kanal, hvor bådene glider forbi.

Træder man ind i de to togvogne, må man smyge sig forbi stole, små runde borde, blomster og et imponerende opbud af dimsedutter og dingenoter for at finde en plads. 

Kaffen serveres i forskellige vintagekopper, og bollerne er hjemmebagte.

Når solen skinner, er det ude foran båden, det sker. Her står et broget arsenal af stole og borde klar, hvor man kan læne sig tilbage og nyde solen, kanalen og kaffen.

Man kommer ikke på Båden for at opleve kulinariske krumspring, cementerer Nicholas.

“Du kan sagtens få en bedre bolle alle mulige andre steder. Men det, vi slår os op på, er den energi, der er her. Man skal føle sig velkommen, og man skal føle sig set, når man træder ind ad døren. Det er dét, vi går allermest op i.”

Derfor bliver stamgæsterne hilst på ved fornavn, og der er altid nogen, der spørger, om det smager. 

Rundt om Båden er der vokset et lille solbeskinnet frirum frem, hvor mails, møder og mandagsblues for en stund er glemt.

Måske er det netop derfor, at udsigten til Wilders Plads uden Båden rammer hårdere end som så.

Nu kæmper Christianshavn 

For mange christianshavnere føles det ikke bare som udsigten til at miste endnu en café.

Det føles som at miste en lille luns af kvarteret.

Derfor har flere stamgæster, naboer og christianshavnere skrevet under på den underskriftsindsamling Sofus Midtgaard har sat i værk.

“Jeg elsker, elsker, elsker vores lokale stamcafé. Det vil være forfærdeligt, hvis Wilders Plads bliver stramt, upersonligt, københavnersnobbet og kommer til at minde om Papirøen og Krøyers Plads,” fortæller stamgæst Sofus Midtgaard.

“Vi vil meget hellere have personlighed, skør indretning, charme, farver og kolorit. Og det har Båden,” fortsætter han.

Han håber på, at underskriftsindsamlingen kan vise, hvor stor betydning Båden har for Wilders Plads – og hvem ved – måske være med til at bevare Båden.

I skrivende stund har indsamlingen fået 1.179 underskrifter.

Hvad så nu?

Opsigelsen har ganske vist sat en udløbsdato på Bådens nuværende adresse.

Men ifølge Nicholas er det ikke slutningen.

Langtfra!

“Det er på ingen måde tanken, at det her skal være slutdestinationen. Vi kæmper for at fortsætte, og kan vi ikke det, sejler Båden videre et andet sted hen,” fortæller Nicholas.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.