Hårrejsende historier: Kom med på drabelig byvandring i Københavns gader

Hvis du ikke kan få nok af krimier, true crime-podcasts og -dokumentarer, er det i denne weekend, du skal på byvandring i København.
Hvis du altså tør.
Byvandringsarrangøren Københavnerture tager en gruppe nysgerrige krimifans med på en guidet gåtur gennem byen og byder på hårrejsende historier undervejs.
Byvandringen, som finder sted søndag 5. juni, hedder ganske enkelt “Københavnske krimier”, og den dykker ned i fortællinger om drabelige mord, tyverier og bedrag i det gamle København.
Stjal en morders hoved
Mens man går gennem byens smalle stræder og forbi gerningssteder, fortæller turens guide om mærkelige menneskeskæbner og spektakulære forbrydelser, som nok skal få deltagerne til at ryste i bukserne.
Man hører blandt andet om politimænd uden rent mel i posen og en justitsminister, der svindlede for et svimlende beløb.
Anekdoterne kommer også omkring professoren, der stjal en morders hoved, og den unge studine. der skød på doktoren.
Byvandringen begynder ved Coffee Collective i den gamle telefonkiosk på hjørnet af Nørre Voldgade og Fiolstræde, og herfra bevæger den sig gennem byen, inden turen slutter på Højbro Plads.
Det koster 159 kroner at komme med på turen, og billetter kan købes her.
Hvad: Byvandringen “Københavnske krimier”,
Hvor: Starter på hjørnet af Nørre Voldgade og Fiolstræde
Hvornår: Søndag 5. juni 2022 kl. 11.00 til 12.45