Ice Ice Baby: Kom til skøjtedisko på Frederiksbergs Runddel

Smid en paillettrøje over dynejakken, giv lokkerne en gang hårspray og spænd klinger på fødderne.
Lørdag den 15. december inviterer den elektroniske musikfestival Strøm til skøjtedisko på Frederiksberg Runddel.
I hele fem forgangne sommersæsoner har Strøm smurt København ind i glimmer og diskokugler til en række ultra populære rulleskøjtedisko-events.
Denne gang får lysene fra diskokuglen lov at spejle sig i den frederiksbergske is, der traditionen tro er blevet spredt ud på runddelens offentlige skøjtebane, som bl.a. optræder i årets store DR-julekalender ”Theo og den Magiske Talisman.”
Læs også: De 5 bedste caféer på Frederiksberg
Dybfrossen Macarena
Trods julekalender-referencen er det dog værd at bemærke, at eventet er målrettet skøjte- og festglade voksne, der trænger til at få løsnet op for lidt af julens stress og jag med en gang dybfrossen ‘Macarena’ eller måske sågar en trippel salchow, hvis man nu har trænet kunstskøjteløb for nylig.
Kulturstedet SydHavnsgade står for musikken, og det tegner godt.
SydhavnsGade har nemlig i de seneste tre år holdt nogle af de sjoveste og mest uprætentiøse fester i København, skriver folkene bag arrangementet på Facebook.
Hvad: Strøm Skøjtedisko
Hvor: Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Lørdag den 15. december 2018 kl. 17-21
Hvor meget: Gratis entré.
Hvordan: Medbring egne skøjter, eller lej dem på stedet.