Kommer også til hovedstaden: Gigant åbner butikskæde med markedets laveste priser

En ny butikskæde spirer frem i Danmark, hvor 10 butikker åbner de kommende uger.
Navnet er Basalt, og målet er at tilbyde markedets laveste priser på basale dagligvarer. Det skriver Salling Group, som står bag den nye kæde, i en pressemeddelelse.
En af de første Basalt-butikker slår dørene i Kastrup onsdag 11. oktober kl. 8.
“Basalt går til angreb på inflationen med markedets laveste priser på basale dagligvarer ved at halvere omkostninger til energi og reducere sortiment og åbningstid for at give kunderne priser, der i gennemsnit er 15 procent under discountmarkedet,” lyder det fra Salling Group.
Holder lukket om aftenen
Mange danskere har for tiden svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Husholdningsbudgettet er udfordret på grund af skyhøje energipriser, og inflationen gør ikke tingene lettere.
Med Basalt vil Salling Group hjælpe danskerne med at få økonomien til at hænge bedre sammen.
De lavere priser er mulige, fordi Basalt fjerner en lang række omkostninger. Fx er sortimentet i de nye butikker smallere end i discountmarkederne, så der ikke er brug for så mange ugentlige leverancer.
Kunderne på Amager vil samtidig opleve, at mange af varerne står på paller i butikken og i emballagen direkte på hylderne.
Væk er også køle- og frostvarer, og Basalt holder lukket om aftenen, så omkostningerne til energi og personale holdes nede.
Bredt udvalg af basale varer
Basalt i Kastrup er en af de foreløbige 10 butikker, som Salling Group åbner i disse uger.
Basalt vil være kendetegnet ved et bredt udvalg af de mest basale dagligvarer, der altså hverken kræver køl eller frost. Det vil sige almindelige basisvarer som pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk, mel og brød samt et basalt udvalg af frugt og grønt.
Der er ingen mængderabatter – kun faste lave priser hver dag, hvor flere end 80 procent af varerne vil koste under 20 kroner per styk og halvdelen 10 kroner eller derunder.
Åbningstiderne i butikken vil være mandag-fredag kl. 08-19 og lørdag-søndag kl. 08-16.
Hvad: Basalt
Hvor: Amager Landevej, Kastrup
Hvornår: Åbner 11. oktober 2022 kl. 8