Koncert i S-tog: Forstadsdreng fejrer ny sang fra Østerport til Hareskov
Selvom gode ting er værd at vente på, skal du nok komme i god tid, hvis du vil være sikker på at komme med til en helt anderledes releasekoncert.
Søndag klokken 14 – og det er 14 præcis – kører toget nemlig.
Bogstavelig talt!
Her fejrer Søren Michelsen nemlig sin nye sang, Teenagedrenge, med en release i et S-tog, der kører fra København til Hareskov.
Bliver det for varmt for dig, så er der efterfølgende en lille forfriskning i en lysning i iskoven ved endestationen.
Søren Michelsen voksede op i den lille forstad Hareskovby, tæt ved København. Som dreng pendlede han hver morgen til byen for at gå i skole.
Fra sit hjem gik han gennem skoven til togstationen, hvor han steg på det røde S-tog mod hovedstaden. Da han blev teenager, begyndte både han og hans bedste ven at føle sig fanget i forstadens begrænsninger.
Klaustrofobien drev dem til at tage flere og flere ture ind til byen, hvor de blev opslugt af nye mennesker og verdener. Livet åbnede sig for dem, og de flyttede til sidst væk fra forstaden for at forfølge deres drømme.
“Men som årene gik, gled de fra hinanden; nye vennegrupper erstattede det gamle venskab, som langsomt smuldrede. Forstaden blev et fjernt barndomsminde, mens drengene blev til mænd, og deres venskab falmede med tiden,” fortæller hovedpersonen, der ser frem til releasekoncerten i S-toget.
Sangen Teenagedrømme fortæller nemlig historien om livet dengang, og det er selvfølgelig derfor, at alle skal med på en rejse tilbage til barndommens minder, ombord på et S-tog mod Hareskoven.