Kun plads til 16 gæster: Michelin-kok åbner ny restaurant i København
Du kender ham måske som køkkenchef og partner på Hotel Frederiksminde, der har haft enMichelin-stjerne siden 2016.
Nu åbner han inden længe en eksklusiv restaurant i hjertet af København sammen med tidligere restaurantchef på Frederiksminde, Rasmus Mørch.
Den nye restaurant, Magny, får adresse på Ny Adelgade 3 i København K og indrettes som en intim counter-restaurant med omkring 16 pladser samlet omkring køkkenet samt et mindre privat område med plads til fem til otte gæster.
Intim counter-restaurant
Magny flytter ind i totalt nyrenoverede lokaler, og omdrejningspunktet bliver counteren, en bardisk, der fungerer som både restaurantens og køkkenets hjerte.
Her er det meningen, at gæsterne skal sidde helt tæt på madlavningen.
“Det jeg elsker allermest i hele verden, er at stå midt i køkkenet, lave mad og se gæsterne blive glade. At mærke duften fra grillen og høre det syde på panden. Det er den oplevelse, jeg vil dele med alle, der kommer.
Vi bliver et lille team, tæt på gæsterne, og det skaber bare mere nerve og nærvær,” siger Jonas Mikkelsen.
På Magny vil maden have et tydeligt Jonas Mikkelsen-dna med stor fokus på smag, håndværk, dyrevelfærd og bæredygtighed, pakket ind i et simpelt og rent udtryk. Restauranten placerer sig i den øvre prisklasse.
Navnet Magny er opkaldt efter Jonas Mikkelsens mormor, der lavede mad fra bunden hele sit liv og drev plejehjem i Sønderjylland.

Eget københavnerprojekt
Jonas Mikkelsen har siden 2010 været køkkenchef og partner på Hotel Frederiksminde i Præstø, der i 2016 blev tildelt en Michelin-stjerne som en af de første restauranter uden for Aarhus og København.
I 2021 fulgte Michelin-guidens grønne kløver.
Gennem årene har han fået et væld af topanmeldelser i landets største aviser, er blevet belønnet med en Gericke for årets bedste dessert og har vundet priser i både Den Danske Spiseguide og White Guide.
I 2012 vandt han kokkekonkurrencen Nordic Challenge, der dengang kårede Nordens største kokketalent. Han er udlært kok fra den nu lukkede Michelin-restaurant Kommandanten.
Læs også: Christian vinder dansk Bocuse d’Or: Nu går han efter tredje EM-guld i træk At åbne Magny er kulminationen på mange års arbejde:
“At åbne mit eget sted er en kæmpe drøm, der nu går i opfyldelse. Beliggenheden tiltaler mig virkelig, det føles lidt som at vende hjem – jeg stod i lære lige ved siden af på den hedengangne Restaurant Kommandanten. Og det kunne ikke være bedre end at have Rasmus med ved min side. Han er helt usandsynlig skarp på vin og er samtidig en fantastisk vært og formidler,” udtaler Jonas Mikkelsen.

Magny drives sammen med Rasmus Mørch, der bliver restaurantchef og partner.
Rasmus Mørch var i syv år restaurantchef og vinansvarlig på Hotel Frederiksminde og har siden arbejdet i Meyers, blandt andet som restaurantchef ved åbningen af Fasangården i Frederiksberg Have og som Food and Beverage-chef på Brasserie Post fra 2024 til 2026.
“Jonas’ køkken har en personlighed, nerve og dybde, som jeg altid har været meget betaget af. Jeg glæder mig meget til at åbne et sted sammen med ham, hvor jeg især ser frem til at vi sammen skal skabe en personlig og nærværende atmosfære for vores gæster og ikke mindst finde nogle sjove flasker frem fra kælderen,” siger Rasmus Mørch.
Den officielle åbning er sat til 22. april 2026, og der er allerede nu åbent for reservationer på magny.dk.
Hvad: Magny
Hvor: Ny Adelgade 3, 1104 København K
Hvornår: Åbner 22. april 2026