Kvindelige kokke rykker ind: Overtager køkkenet på kendt restaurant

Hvis du er til restaurantoplevelser med både personlighed og masser af smag, så er der en særlig middag på vej på Restaurant Radio.
Tirsdag den 9. juni kl. 18 lancerer restauranten konceptet ‘Female Takeover’, hvor to kvindelige kokke og gastronomiske profiler bliver sat i centrum.
Første udgave får besøg af Kamilla Seidler, som sammen med Radios køkkenchef Vanessa Barrades sammensætter en middag med rødder i Sydamerika.

Venezuela og Bolivia mødes i køkkenet
De to kokke deler et gastronomisk udgangspunkt, der er formet af latinamerikanske smage, traditioner og teknikker.
Resultatet bliver en intim middag, hvor Venezuela og Bolivia mødes i en menu fuld af varme, temperament og personlighed.
Vanessa Barrades er til daglig køkkenchef på Radio og har været en vigtig del af den udvikling, der sidste år sikrede restauranten en Michelin Bib Gourmand.
Hun er oprindeligt fra Venezuela og repræsenterer samtidig den internationale arbejdskraft, som i dag spiller en stor rolle på den københavnske restaurantscene.

Kamilla Seidler er især kendt som tidligere køkkenchef på den anerkendte restaurant Gustu i Bolivia.
Hun har i mange år markeret sig internationalt og er blevet fremhævet for sit arbejde med gastronomi som en social drivkraft og som en måde at skabe muligheder på tværs af kulturer og samfund.

Ceviche, empanadas og romflamberede bananer
Menuen kommer til at byde på alt fra buñuelos de yuca, empanadas og kartofler med salsa huancaína til ceviche, sprød tostada med sorte bønner, arepa med kylling og lime, tequeños og romflamberede bananer.
Aftenen rundes af med alfajor, den klassiske sydamerikanske småkage med dulce de leche.
Læs også: God mad til prisen: København har fået 7 nye Bib Gourmand-restauranter Det er samtidig første kapitel i et nyt tilbagevendende koncept, der skal hylde de kvinder, som er med til at forme fremtidens gastronomi.
Prisen er 745 kroner og inkluderer velkomstdrink, snacks og seks retter. Øvrige drikkevarer bestilles separat.
Læs mere og book bord på deres hjemmeside her.
Der er kun et begrænset antal pladser til rådighed.
Hvad: Female Takeover på Radio
Hvor: Julius Thomsens Gade 12, 1632 København V
Hvornår: Tirsdag d. 9. juni kl. 18