Leder efter kærligheden på gammeldags vis: Derfor hænger Allan sedler op i hele byen
Allan har ledt efter kærligheden i årevis.
Han har prøvet alt fra Grindr til Tinder og diverse datinghjemmesider, men han oplever, at den digitale verden ofte kun leder til overfladiske samtaler og hurtige møder, der ikke fører nogle vegne.
“I homoverdenen betyder ‘Hej, hvad søger du?’ ofte blot, ‘Skal vi have sex?’ Det er jeg træt af,” fortæller han ærligt til MigogKbh.
Som en reaktion på de mange skuffelser i jagten på kærligheden, besluttede Allan sig for at prøve noget helt andet – noget gammeldags.
Søger en sød, empatisk fyr med hjertet på rette sted
For et par dage siden begyndte han derfor at hænge sedler op rundt omkring i byen i håbet om at en sød, empatisk fyr med hjertet på rette sted, henvender sig.
Sedlerne, som Allan selv har designet, er ikke hans første forsøg på at søge, hvad han mangler, på denne måde.
For nogle år siden stod Allan som så mange andre og manglede en lejlighed.
Han tegnede derfor en seddel med en lille karikatur af sig selv og beskrev, hvad han ledte efter.
Det endte med, at opslaget blev delt flittigt på sociale medier, og han modtog tilbud om tre forskellige lejligheder.
Succesen inspirerede ham derfor til at prøve noget lignende i jagten på kærligheden.
“Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få tilbudt tre lejligheder via et tegnet opslag, er der måske også mulighed for, at jeg kan finde en sød kæreste ved hjælp af samme metode.”
100 sedler fordelt i hele København
Selvom gode ting er værd at vente på, håber Allan, at ventetiden på en dejlig kæreste er slut.
Allan indrømmer da også, at han engang konsulterede en clairvoyant, som fortalte ham, at han meget snart ville møde sin kæreste.
“Det er så fem år siden nu,” fortæller han med et smil på læben.
Selv bor Allan på Østerbro, er 46 år, tegner tegneserier og underviser i dansk. Han har bl.a. hængt sine sedler op i metroens elevatorer og på caféer rundt omkring i byen. Hans håb er at nå ud til nogen, der ser hans opslag og tænker, “Måske er han noget for mig.”
Der er i alt printet 100 sedler, som han regner med er fordelt over store dele af København henover weekenden.
“Når jeg møder venner og kolleger, får jeg dem til at tage nogle af sedlerne med sig, så de kan hænge dem op. På den måde bliver de spredt i hele byen.”
For Allan handler det ikke kun om at finde en kæreste, men om at gøre det på en måde, der føles mere personlig og autentisk, end de digitale platforme kan tilbyde.
Hvis du allerede nu tænker, at Allan kunne være et godt match til dig, eller en du kender, så tøv endelig ikke med at kontakte ham.
Du kan fange ham på denne mail: allan.husker.muren@outlook.com.