Lige op til påskeferien: Nu åbner verdens ældste forlystelsespark igen

Fredagen før påske er en festdag for mange skolebørn, for her begynder påskeferien, og der kan ses frem til 10 fridage i træk.
I Dyrehaven nord for København er der også lagt op til fest og løjer denne dag, når Bakken, som er verdens ældste forlystelsespark, traditionen tro slår portene op.
Det er 440. sæson, der skydes i gang fredag 8. april, og der er flere nyheder på programmet for sommersæsonen.
Skovfestival og meget mere
På åbningsdagen er der blandt andet parade, åbningstale og live-musik, og så sættes Bakkens mange forlystelser selvfølgelig i gang.
I påskeferien underholder Hr. Skæg, og ungerne vil som altid kunne besøge Pjerrot og se ham optræde.
Senere på sæsonen er der for de unge og de voksne både Ølfestival og Skovfestival at glæde sig til, mens Cirkusrevyen og Bakkens Hvile endnu en gang inviterer indenfor til masser af underholdning.
Sæsonen byder også på et stort jubilæum, da Rutschebanen fylder 90 år.
Der er som altid gratis entré til bakken, og turpas til forlystelserne kan købes ved indgangen.
Se mere på bakken.dk.
Hvad: Bakken åbner
Hvor: Dyrehavevej 62
Hvornår: Fredag 8. april 2022 kl. 14