Lige til badesæsonen: København har fået 5 nye havnebaderåd

Kalenderen siger juni, og selvom der bades i Københavns havn året rundt, er det nu, der for alvor tages hul på badesæsonen.
Der bliver løbende gjort nye tiltag for at gøre badning i havnen mere sikker.
Sidste år opfordrede en kampagne til, at københavnere såvel som turister skulle bade med omtanke i havnen, og i Nordhavn har badezonen ved Sandkaj i år fået livreddere, som er til stede i dagtimerne fra juni til august,
Nu kommer endnu et tiltag på banen.
I anledning af starten på badesæsonen har København nu fået fem havnebaderåd, som bør følges af alle, der tager en dukkert i havnen.
Rådene er udviklet af By & Havn i samarbejde med Partnerskab for Sikker Havn (Københavns Kommune, Søsportens Sikkerhedsråd, Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab) samt Hovedstadens Svømmeklub og TrygFonden.
De fem havnebaderåd:
- Find havnens lovlige badesteder
- Bad altid sammen med andre
- Gå aldrig i vandet påvirket af alkohol eller stoffer
- Tjek vandet og vejret
- Slip ikke børnene af syne
Desuden opfordres der til, at man kender sine vandkompetencer, før man bader i havnen, så man kan finde de badesteder, der passer bedst til ens svømmeevner.