Lyn-konkurrence: Nu kan du komme gratis til unik københavnerkoncert
Det hele starter selvfølgelig med Bent Fabricius Bjerres udødelige “Forelsket i København”, når Østre Gasværks teaterkoncert om verdens bedste hovedstad tager dig med gennem en musikalsk rejse hele vejen fra Nørrebroparken med Lucky Los egen sang til Carl Emils Amager Forbrænding.
Torsdag klokken 19.30 går nogle af hovedstadens stærkeste stemmer igen sammen (og hver for sig) på scenen for at hylde København og sangene om hovedstaden gennem årtierne.
MigogKbh har været så heldige at få to billetter til koncerten, der sender dig sidelæns ned af Memory Lane og fører dig helt tæt på stjerner som Bjørn Fjæstad, Kira Skov, Stine Bramsen og alle de andre.
Teaterkoncerten har været vanvittig populær blandt gæsterne på Østerbro, og flere aftener har stemningen løftet taget, fordi det ganske enkelt er noget nær umuligt at undertrykke lysten til at synge med.
Hvem kan også modstå sange som Ulige Numres ‘København’ eller Love Shops Copenhagen Dreamin.
MigogKbh kan i hvert fald ikke, og derfor har vi forsøgt at samle alle sangene fra Musikkoncerten på en Københavner-playliste på Spotify, som du kan høre, når du går tur i regnen på Dronning Louises Bro eller løber tur i Fælledparken. Vi har nemlig tilføjet 72 andre sange, der handler om byen, som vi elsker hele vejen fra Jernbane Allé i Vanløse til Sydhavnstippen.