MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Ugens tip: Dette råt og charmerende madmarked i maritime rammer skal du prøve

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Værftets Madmarked i Helsingør. Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Værftets Madmarked i Helsingør. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Ugens tip holder ikke påskeferie, og det er derfor igen tid til redaktionens bud på din næste oplevelse.

Hver uge fortæller vi her på MigogKbh om et af vores favoritsteder i København eller omegn, og denne mandag skal vi på tur mod nord, for vi kender et sted, der egner sig godt til en forårsudflugt.

Husker du dengang, hvor Papirøen var synonym med streetfood, og københavnere såvel som turister i hobetal valfartede til den gamle hal, der fik lov at agere madmekka for en stund?

Copenhagen Street Food, som spottet hed, var Reffens forgænger, og det var et af de hotteste steder at hænge ud.

Men efter en periode var det slut, kontrakten udløb, hallen blev revet ned, og der var ikke mere gademad på menuen på Papirøen.

I dag er der fuld gang i byggeriet af luksusboliger på Papirøen, og selv om vi har fået Reffen som et skønt plaster på såret efter lukningen, kan man godt komme til at savne Copenhagen Street Food af og til.

Tager man en udflugt til Helsingør, kan man dog få lidt af den samme stemning, hvis man besøger en rå, gammel bygning med maritim historie.

Kombiner med en god kulturoplevelse

Værftets Madmarked ligger tæt på blandt andet Kronborg Slot, Kulturværftet og M/S Museet for Søfart.

Er du i Helsingør for at få en god kulturoplevelse, er det derfor oplagt at indtage frokosten på madmarkedet.

Værftets Madmarked. Foto: PR

Det ligger i byens gamle værftshaller, og indretningen er en blanding af loppefund og byg-selv-projekter, der sender tankerne direkte tilbage til Papirøen.

Spørger du os, er det hamrende hyggeligt og uformelt på den skønneste måde.

Og nu til det vigtigste – nemlig maden.

Den er absolut også skøn, og der er masser at vælge imellem, så det kan være svært at beslutte sig.

Prøv eksempelvis den populære syriske tapas-anretning fra Arabi-food eller en omgang nudelsuppe fra Suki Ramen.

Vil du holde dig til den maritime stil og spise fisk her i havnebyen, kan du også kaste dig ud i den store platte fra vores favorit The Fish Project, der kan trylle med både hummerhaler og calamari.

Værftets Madmarked. Foto: PR

Der er desuden sushi, pandekager, marrokanske og indiske retter samt meget andet at finde i de forskellige stader på Værftets Madmarked, så du skal huske at medbringe den helt store appetit.

Eller du kan overtale dine venner til, at I bestiller noget forskelligt og smager lidt af hinandens, så I får prøvet så meget af den gode mad som muligt.

Tag plads inde eller ude

Hallerne, som Værftets Madmarked ligger i, er store, og der er mange siddepladser.

Selvom du kommer på en travl dag som eksempelvis en af påskens helligdage, kan du således oftest finde et sted, hvor du kan indtage din streetfood og skylle efter med en specialøl eller en cocktail.

Tillader vejret det, kan man tage plads udendørs, hvor der er borde, bænke, parasoller og lige så rustikke omgivelser som indenfor.

I højsæsonen, som netop er begyndt, holder Værftets Madmarked åbent alle ugens dage – også helligdage, så du kan sagtens tage på påsketur til Helsingør og glæde dig til den gode gademad.

Se mere på vaerftetsmadmarked.dk.

Hvad: Værftets Madmarked
Hvor: Ny Kronborgvej 2, Helsingør

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien