Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Ugens tip: Mageløst madmarked er et must på din næste Malmø-tur

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Malmö Saluhall
Foto: PR, Malmö Saluhall

Her på MigogKbh-redaktionen holder vi utroligt meget af at tippe om Københavns mange herlige steder.

Men vi holder også altid øje med, hvad der sker uden for byen, og vi begiver os gerne ud på tur, når der er gode oplevelser og måltider i vente.

En af vores favoritdestinationer ligger på den anden side af Øresund, blot en kort togtur fra Københavns centrum.

Som du nok allerede har gættet, er det Malmø, vi snakker om.

Sveriges tredjestørste by har et hav af herlige steder, der er værd at sætte kurs mod næste gang, du trænger til at opleve noget  andet end de københavnske brokvarterer.

Med denne omgang Ugens tip skal vi derfor på besøg hos vores svenske naboer.

Spis frokost med de lokale

Tager man Øresundstoget fra Nørreport, havner man 39 minutter senere på Malmö Centralstation, og herfra tager gåturen til et af Sydsveriges herligste maduniverser blot få minutter.

Din knurrende mave vil helt sikkert takke dig for, at du kigger indenfor i den rå bygning på adressen Gibraltargatan 6, for den huser Malmö Saluhall – men du skal forberede dig på, at det kan blive svært at vælge, hvad du skal forkæle maven med.

Malmö Saluhall. Foto: PR, André Pihl, Wingårdhs.

Malmö Saluhall er en torvehal, som på en og samme tid er moderne og godt gammeldags.

Side om side ligger små boder, der byder på hver deres specialiteter, og mens nogle af dem hovedsagligt har madvarer til at tage med hjem, har andre siddepladser og menukort med masser af lækkerier.

Her går de lokale hen for at spise frokost – eller lunch, som det hedder på svensk – med forretningsforbindelserne eller vennerne, og nysgerrige turister snuser til de mange gode sager, mens de forsøger at beslutte sig for, om der skal indtages sandwich, fiskesuppe eller noget helt tredje.

Falafelhovedstaden

Malmö Saluhall er mindre end Torvehallerne i København og således både overskuelig og charmerende.

Her er 13 boder, hvis sortiment spænder bredt lige fra klassisk, svensk bagværk til asiatisk streetfood, og hallen er udstyret med et pænt antal siddepladser såvel ude som inde, og det er derfor kun i de travleste perioder, man skal lede længe efter en ledig stol.

Foto: PR, Malmö Saluhall

Svenskerne kalder Malmö for landets falafelhovedstad, og det er bestemt ikke uden grund, for byen har stribevis af gode steder, der laver de vegetariske frikadeller på mesterlig vis.

Det er derfor også oplagt at spise falafel i Malmö Saluhall, for i staden med det let afkodelige navn Falafel & Burgers kan du få et særdeles velsmagende pitabrød med førstnævnte. Og burgeren er bestemt også god!

Er du mere til havets herligheder, så bestil en fiskesuppe hos Söderholmens Fisk, og tag plads ved et af bodens borde med et glas hvidvin.

Eller hvad med en poke-bowl, der smager af sol og sommer på Hawaii? Det finder du hos Påris.

Du kan også bestille en overdådig, tung sandwich hos Poms og skylle ned med specialøl, inden du indtager desserten hos St. Jakobs Stenugnsbageri, der laver noget af Malmös bedste bagværk.

Og husk så lige at købe en kardemommesnurre to-go og gem den til hjemturen, så du kan nyde den i toget, når du igen krydser Øresund for at vende hjem til København.

Hvad: Malmö Saluhall
Hvor: Gibraltargatan 6, Malmø
Hvornår: Se åbningstider på malmosaluhall.se

Del artikel

Andre læser også