Magisk is-landskab: Nu forvandler de Kongens Nytorv til skøjtebane med mad og silent disco

Silent disco, skøjtelyst og vintermagi. Det magiske is-landskab på Kongens Nytorv har det hele lige fra isdans til julelys.
Her på redaktionen er vi allerede begyndt forberedelserne på endnu en vinterforkælelse, og det føles lidt som at tyvstarte på den billige (og bedste) chokoladejulekalender, når Copenhagen Winter Wonderland afslører, at de atter indtager Kongens Nytorv – og det med nye overraskelser i ærmet.
Læs også: Nu skriger han i stilhed: Buttenschøn har skrevet en bog til sit 8-årige jeg – men vi kommer alle til at tude Fra 14. november 2025 til 4. januar 2026 fyldes torvet med lys, musik, skøjter og smage, og i år udvides oplevelsen med Silent Disco på isen – et twist, der kan få publikum til at glide gennem natten i takt til deres egen lyd.
Fra sidste års stemning til årets eventyr
Sidste år beskrev vi Winter Wonderland som et “vinterunivers … hvor lys, musik og duften af gløgg smelter sammen i julehjertet på Kongens Nytorv.”
I år videreføres den stemning, men med fornyelse: isbanen omgiver Krinsen og skaber et rundskøjtelandskab, hvor folks åndedrag og blinkende julelys bliver en del af selve panoramaet.
Skøjtebanen starter, hvor den slutter, som en cirkulær konstruktion omkring Christian V’s springvand og omgivet af historiske bygninger, som Hotel d’Angleterre og Det Kongelige Teater.
Direktøren for Indre Bys Handels- og Erhvervsforening, Michael Gatten, ser frem til genkomsten:
”Vi glæder os til at fortsætte succesen fra sidste år, når Kongens Nytorv igen i år bliver et vintereventyr, traditionsrigt og samtidig fornyet. Vi er stolte af den vidunderlige skøjtebane og vintermarkedet med de mange fantastiske gastroaktører, der bidrager til at gøre vinteren i København helt unik – i år helt frem til 4. januar,” siger han.
Silent Disco på is – et nyt greb
Det nye element, Silent Disco, forventes at give Winter Wonderland en særlig karakter.
Når isbanen om aftenen bliver til dansegulv, kan besøgende iføre sig trådløse hovedtelefoner og vælge mellem musikkanaler. Dermed kan man danse på isen i takt med sine venner – eller finde sin egen rytme i vinternatten.
Det er en moderne indpakning, som kombinerer bevægelse, fællesskab og en sanselig oplevelse midt i julelyset.
Gastronomien løftes også i år: et vintermarked med nogle af hovedstadens bedste gastroaktører bliver centralt i oplevelsen.
Du kan finde både klassiske julefavoritter og kreative vinterversioner af street food.
Åbningen markeres med manér: klokken 17 tændes julelysene ved Hotel d’Angleterre, skøjtebanen åbner, og Københavns Drengekor synger julen ind fra balkonen. Dernæst vil Silent Disco skabe feststemning midt på isen fra klokken 18 til 21.
Hvem: Copenhagen Winter Wonderland på Kongens Nytorv
Hvad: Vinterunivers med skøjtebane, julemarked, gastronomi og Silent Disco
Hvor: Kongens Nytorv, København
Hvornår: 14. november 2025 – 4. januar 2026