Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

I anledning af Kanelbullens Dag: Her er Malmøs bedste bagerier

St. Jakobs Stenugnsbageri. Foto: PR
St. Jakobs Stenugnsbageri. Foto: PR

Onsdag 4. oktober er ikke hvilken som helst dag hos vores svenske naboer.

På denne dato fejres Kanelbullens Dag, og det er således oplagt at gå på opdagelse i de gode bagerier på den anden side af sundet.

Blot en lille togtur væk venter hyggelige Malmø og bunkevis af kanelboller, kanelsnegle og kanelsnurrer.

Her guider vi til vores fire favoritbagerier i Malmø.

Bageri Leve. Foto: PR

Bageri Leve

Skal man udnævne Malmøs svar på den hypede københavnerfavorit Juno, vinder Bageri Leve titlen.

Bageriet ligger i et lille kælderlokale, blot et stenkast fra Malmøs kendte gågade Södra Förstadsgatan og knudepunktet Triangeln, og det er ikke usædvanligt, at der er kø udenfor, eller at bagerne melder udsolgt af det gode bagværk.

Her har de i den grad håndværket i orden, og der er derfor rift om de gode kager og boller.

På Kanelbullens Dag lover Bageri Leve at bage rigeligt med kanelboller, og de proklamerer selv, at de laver byens saftigste kanelboller.

Vi er ikke uenige.

Det er desuden værd at nævne, at hver fredag på Bageri Leve er “Munkfredag”, og her skal man nok være lidt svenskkyndig for ikke at tænke i religiøse baner.

På svensk er en munk en donut og altså ikke noget, man finder i et kloster.

Er man donut-elsker kan man altså forvente at finde noget virkelig lækkert i det lille bageri fredag efter fredag, og det er sjældent den samme opskrift, der følges to uger i træk.

Langt det meste i bageriets sortiment er plantebaseret, så både veganere og laktoseintolerante kan være med, og det gælder også kanelbollerne.

Hvad: Bageri Leve
Hvor: Östra Rönneholmsvägen 6, Malmø
Hvordan: Se mere på Instagram

Gateau. Foto: PR

Gateau

Hos kæden Gateau kan de også deres kram, når det kommer til kanelboller og andre snurrer såsom kardemomme og safran.

Her er kanelbollerne ligeledes plantebaserede, så alle kan være med – og de smager skønt.

Gateaus historie går helt tilbage til 1937 i Stockholm, og her har forbilledet alle dage været fransk, hvilket også kan høres af navnet.

Kanelbollerne smager dog, som svenske kanelboller bør.


Gateau er næsten ikke til at undgå, når man bevæger sig rundt i Malmøs gader, for her i Sveriges tredje største by har kæden hele seks butikker, og flere af dem har endda plads til, at du kan sætte dig ned og “fika” på ægte svensk manér.

Du finder blandt andet Gateau på Malmö Centralstation og Triangln Station samt på gågaden Södra Förstadsgatan.

Hvad: Gateau
Hvor: Seks steder i Malmø
Hvordan: Find butikkerne her

Konditori Hollandia. Foto: PR

Hollandia

Teknisk set er Hollandia et konditori og ikke et bageri, men stedet skal ikke snydes for en anbefaling fra os her på MigogKbh-redaktionen af den grund.

På adressen Södra Förstadsgatan 8, hvor Hollandia ligger, har man drevet konditori siden 1903, og stedet er altid velbesøgt af såvel svenskere som turister.

Kagerne, som frister i montren, er overdådige, men er du på udkig efter en klassisk, svensk kanelbolle, fås det også.

Tankerne flyver hurtigt en tur til københavnske La Glace, når man står her og skal vælge sin kage, men Hollandia adskiller sig på flere punkter fra Danmarks ældste konditori – blandt andet ved at have frokost i form af sandwich på menuen.

Hvad: Konditori Hollandia
Hvor: Södra Förstadsgatan 8, Malmø
Hvordan: Se mere her

St. Jakobs Stenugnsbageri. Foto: PR

St. Jakobs Stenugnsbageri

Inden Bageri Leve kom til verden, var St. Jakobs Stenugnsbageri Malmøs mest hypede brød-pusher – og det med god grund.

Også dette bageri har flere afdelinger rundt omkring i byen.

Den ene ligger i byens hyggelige torvehal, Malmö Saluhall, der er et must for alle foodies at besøge.

Som de selv siger det hos St. Jakobs Stenugnsbageri, bager de ikke kun for smagsløgene, men også for de øvrige sanser, og bagværket har derfor den helt rigtige konsistens såvel som et smukt udseende.

Udover kanelbollerne er St. Jakobs Stenugnsbageri blandt andet kendt for deres surdejsbrød, kokostoppe og imponerende kager.

Bageriet er lige som Gateau og Hollandia også at finde på gågaden Södra Förstadsgatan samt lige ved Malmö Centralstation og flere andre steder i Malmø.

Hvad: St. Jakobs Stenugnsbageri
Hvor: Flere steder i Malmø
Hvordan: Se lokationer på Instagram

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.