Med et nordisk twist: Centralt hotel gemmer på skøn restaurant
For gængse københavnere er Kalvebod Brygge måske ikke det område, du kommer mest i.
Medmindre det er for at bade og slikke sol på Bølgen.
Men bliver du sulten på disse kanter, så er der altså god grund til at stikke næsen ind hos hotellet Scandic Spectrum, der i stueetagen gemmer på en ganske udmærket restaurant.
Med lokale råvarer
På toppen af Scandic Spectrum finder du deres smukke restaurant, Ansvar, der udover at servere grøn og bæredygtig mad laver nogle formidable cocktails.
Men vidste du, at Spectrum også har en restaurant i stueetagen?
Nemlig Restaurant Nordbo, der er både er åben for hotellets gæster og alle andre madglade københavnere.
Nordbo tager udgangspunkt i en ægte nordisk madoplevelse, hvorfor du også finder en bred skare af lokale råvarer på menukortet.
Blandt andet økologiske kartofler fra Samsø, krydret salami på dansk duroc, grøntsager fra lokale sjællandske producenter, mejeri og oste fra udvalgte danske gårdmejerier samt pizzaer lavet på mel fra egne marker.
Hotdog med sashi
Vi besøgte Nordbo ‘en helt almindelig’ torsdag aften, og her var mange andre, som også havde fundet vej til restauranten.
Både større grupper samt gæster, der kom alene, og restauranten egner sig fint til begge dele.
Vi kunne naturligvis ikke modstå chancen for at prøve Nordbos hotdog med sashi (135 kr.) med både fermenteret kål og masser af ristede løg, og det var en herlig mundfuld.
Ja, vi ville i hvert fald ikke tøve med at bestille den igen.
Til Nordbos egen Cæsarsalat (119 kr.) kan du selv vælge, om du vil have den toppet med kyllinge-croquetter, rejer eller dansk duroc (alle tre mod en merpris), og vi gik med kylling.
Dejlig tilføjelse til en superlækker og meget fyldig salat med god smag – og masser af dressing.
Til hovedret kan man vælge mellem en af deres seks forskellige pizzaer, den prisvindende ribeye fra finske Freygaard, Fish & Chips, dagens ret eller en af deres to burgere, hvoraf den ene er vegetarisk.
Vi prøvede både burger og pizza, og her manglede absolut heller ingenting.
Det var flotte, store portioner, og vi kan stærkt anbefale at bestille lidt forskellige og dele ved bordet, hvis du heller ikke kan beslutte dig.
Har du ungerne med, og er de knap så sultne, så har Nordbo også en særskilt børnemenu.
Se hele menuen på deres hjemmeside her.
Glem ikke en cocktail
Vi var særligt begejstrede for Ansvars cocktails, da vi besøgte dem tilbage i sidste år.
Hos Nordbo behøver du heldigvis heller ikke at gå tørstig hjem.
De har både et fornuftigt vinkort og en mindre cocktailbar, hvor du bl.a. kan prøve deres gin & tonic, Manhattan og flere andre drinks.
Priserne på vin begynder fra 95 kr. glasset.
Læs mere om Restaurant Nordbo og book bord her.
Hvad: Restaurant Nordbo
Hvor: Kalvebod Brygge 10, 1560 København V (i stueetagen)
Hvornår: Åbent mandag til søndag fra kl. 17-21.30