Med inspiration fra barndommen: Anmelderrost græsk restaurant genopstår

Efter ti år med græsk comfortfood på Frederiksberg lukker tavernaen Deligreco – men kun for at genopstå i en ny form.
Lørdag 7. marts slår restauranten dørene op igen under navnet Lou på Gl. Kongevej 170 med samme køkkenchef, men i nyindrettede rammer og med en skarpere kulinarisk retning.
Bag gryderne står fortsat Theodore Tsigkas, som gennem et årti har opbygget en loyal fanskare med sit personlige take på det græske køkken.
Efter ti år var tiden dog moden til en gennemgribende fornyelse af både lokaler og koncept.
Den nye restaurant Lou bygger videre på det, gæsterne kender – generøst værtskab og klassisk græsk mad – men med et endnu tydeligere fokus på rødderne i det køkken, Theo selv voksede op med.

Tilbage til barndommens Athen
Mens Deligreco gennem årene har bevæget sig rundt i mange af Grækenlands regioner og mellem klassiske og moderne fortolkninger, vender Theo nu gastronomisk hjem til barndommen.
Til sin mors og mormors køkken i Athen, hvor han lærte at lave mad.
Læs også: Har solgt 200.000 pizzaer på et år: Nu udvider populært pizzeria til ny bydel “Alt, jeg har lært om græsk mad, har jeg lært af min mor og mormor. Duftene, smagene og de råvarer, jeg blev sendt ud efter, så vi kunne lave mad sammen.
Jeg plukkede urterne, hev grøntsagerne op af jorden og hentede ost, kød og friskfanget fisk på markedet,” fortæller Theodore Tsigkas.
Den arv danner fundamentet for menuen på Lou, hvor enkelhed og råvarekvalitet får lov at tale for sig selv.
Mange af råvarerne kommer fra små producenter i både Danmark og Grækenland – fra friskfanget fisk og lokale grøntsager til håndlavede specialiteter som feta fra området omkring Markopoulo uden for Athen, traditionelle kretensiske pastaer og oliven fra en lille familieproducent i Arkadia.

Fra solo til trio
Med Lou får Theo også nye kræfter med på holdet.
Restauranten drives fremover af en ejertrio bestående af Theodore Tsigkas, basketballspilleren Iffe Lundberg og instruktør og forfatter Mikkel Blaabjerg.
“Det er en gave at få to så passionerede mennesker med på holdet. De har begge været en del af huset som gæster i årevis, og nu skal vi sammen skabe fremtidens Lou,” siger Theo.
Iffe Lundberg voksede op på Frederiksberg og begyndte sin basketballkarriere i Falcon. Siden har han spillet både i NBAog på toppen af europæisk basketball.
Mikkel Blaabjerg har boet på Frederiksberg i store dele af sit voksenliv og arbejder som instruktør og forfatter. Hans debutroman Den 6. magt fra 2024 vandt Kriminalakademiets debutantpris, og opfølgeren Profeten udkommer 10. marts.
Når Lou åbner 7. marts, bliver det derfor både en videreførelse af en populær Frederiksberg-restaurant – og begyndelsen på et nyt kapitel.
Hvad: Lou
Hvor: Gl. Kongevej 170, 1850 Frederiksberg
Hvornår: Åbner 7. marts