Flere steder i København i toppen: Stort medie kårer Danmarks bedste restauranter

Hvert år udgives ‘Falstaff Nordic Restaurant Guide Danmark’, som indeholder mere end 100 anbefalede restauranter til vores elskede fædreland.
Falstaff er det største forlag inden for kulinariske publikationer i de tysktalende lande, Østrig, Tyskland og Schweiz, og forlaget udgiver magasiner med over 84.000 abonnenter, flere gastronomiske guider samt et bredt udvalg af digitalt indhold.
Deres speciale har fra begyndelsen været pålidelige anbefalinger af restauranter, vin og hoteller.
I går aftes samledes Danmarks og Sveriges bedste restauranter i Malmø til årets prisuddeling, og her faldt flere flotte priser til København.

Dansk restaurantscene er en af de mest lovende
Under lanceringen i aftes i Malmø uddelte det østrigske kulinariske forlag 11 priser til hvert land.
Heriblandt blev Rasmus Munk fra Alchemist kåret til ‘Chef of the Year’, Helle Lieffroy til ‘Sommelier of the Year’ og vinbaren Bar Vitrine i Indre By som ‘Easy Eating of the Year’.
Årets restaurantliste toppes af Restaurant Alchemist og Geranium, begge med 100 point, efterfulgt af Jordnær, Noma og Kadeau Copenhagen med 99 point.
Læs også: Value for money: Her er Københavns bedste mellemklasse-restauranter Restaurant Vie i Nordhavn, som åbnede tilbage i efteråret 2024 og tilbyder en tastingmenu til 680 kroner, blev kåret til ‘New Restaurant of the Year’, mens to priser tilfaldt profiler fra Søllerød Kro.
Kok Rebecca Siri Corbo modtog ‘Rising Star of the Year – Kitchen’, mens den levende legende Jan Restorff modtog ‘Lifetime Achievement of the Year’ for sin lange karriere som en af Danmarks dygtigste restaurantchefer og sommelierer.
”Den svenske og danske restaurantscene er i øjeblikket en af de mest interessante og lovende: innovativ, fuld af kreativitet og med et stærkt fokus på bæredygtige koncepter.
For Falstaff er dette grunden til endnu en gang at sætte denne kulinariske destination i rampelyset. Vi er glade for igen at kunne udgive vores velafprøvede og populære koncept med gennem Falstaff Restaurant Guide Nordics,” siger Wolfgang Rosam, udgiver af Falstaff.
Guiden indeholder i år cirka 120 udvalgte restauranter, alle med en score på 80 point eller højere, hvilket svarer til én til fire gafler.
De vurderede kriterier er mad, drikke, service og atmosfære, hvor drikkevarer inkluderer vinliste, alkoholfrie alternativer og cocktails.