Mega hemmelig ‘must see’: Bryghus har haft åbent i 10 år – først nu vælter gæsterne ind
Christian IV’s Bryghus er en af Københavns ældste bygninger.
Det røde murstenshus fra 1608, ligger i et historisk miljø på Slotsholmen.
Bygningen blev oprindelig opført som en del af Københavns militære befæstning. Den hvælvede stueetage står stort set som på Christian 4.s tid. Og oven over rejser sig en imponerende tagkonstruktion, hvor tømmerkonstruktioner, bjælker og stolper er fuldt synlige.
I juni 2014 åbnede Slots- og Kulturstyrelsen en skulpturudstilling bestående af cirka 300 kongelige skulpturer fra slotte, haver og byrum.
Lapidariet er i dag en attraktion, der er åbent for offentligheden, men der kommer bare ingen gæster!
Det skal der nu laves om på, og den opgave har Christiansborg Slot (en del af Nationalmuseet) lagt i hænderne på kunstnerduoen Wang & Söderström en noget nær genial beslutning, som forhåbentlig danner præcedens for den fremtidige udnyttelse af de fantastiske rum, der udgør Christian 4’s Bryghus.
Der er tale om duoens første store solo udstilling og barn, de er nemlig nybagte forældre, stort tillykke med begge dele.
Mytologi og teknologi
De mange vind og vejrbidte skulpturer har inspireret Wang & Söderström til at anvende græsk og nordisk mytologi til at skabe nye fortællinger om teknologi.
Et frydefuldt orgie af farver, lyde og dufte fylder stueetagens tre store rum og får de 4-500 årige hvide og grå skulptur-kæmper, til på forunderlig vis, at smelte sammen med de 3D printet installationer og animationer.
Det virker skræmmende naturligt, nærmest som om de hører til.
Det kan nemt komme til at fremstå elitært, støvet og kedeligt. En gipsskulptur uden næse og arme, trækker næppe folk af huse, hvilket 10-års gæste-tørke er et larmende bevis på. Men så er det jo godt vi har kunstnere som Wang & Söderström, og modige kuratorer og projektansatte fra det nationale hovedmuseum.
Der er helt sikkert tale om en familieoplevelse, en af dem hvor alder, køn og interesse er uden betydning. De store kolde hvidkalkede brostensbelagte rum og gange, de mange farver og lyde og de mystiske installationer, er som skabt til en familietur hvor alle får en på opleveren, men ingen ved det endnu, for den er nemlig hemmelig og sjældent besøgt, så nu kan du blive firstmover.
Christian d. 4’s Bryghus, Frederiksholms Kanal 29, 1220 Kbh. K
Wang & Söderström – “Techno Mythologies” – til d. 15 sept. 2024
Åbent alle dage kl. 12.00 – 18.00
Entré : Voksen kr. 80,-, børn og unge u/18 år er gratis